Intet net - intet job

To selvstændige i Ørbæk er ved at være desperate. Fra månedens udgang står de uden internet, og det kan betyde, at de må lukke deres virksomheder.

Anette Andersen er selvstændig bogholder. Hun arbejder hjemmefra. Derfor er hun afhængig af en hurtig internetforbindelse

Men Anette Andersen bliver meget snart koblet af nettet og
naboen Anny Villebro står i samme situation: Hun er også bogholder og arbejder også hjemmefra.

De bor mellem Ørbæk og Svendborg - et af de områder som man populært sagt kalder udkantsdanmark. Begge får i øjeblikket en internetforbindelse fra firmaet Skyline

Men Skyline er gået konkurs. Så fra den 30. juni er det slut med hurtigt internet til de to selvstændige, og der er ingen andre udbydere af hurtigt bredbånd i området.

- Min virksomheds eksistens afhænger 100 procent af, at jeg har en hurtig internetforbindelse, fortæller Anny Villebro.

Begge bogholdere føler sig svigtede af politikerne, fordi udkantsdanmark ikke i tilstrækkelig vis er on-line.

- Når det offentlige stiller større og større krav til alle om at bruge internettet, så synes jeg også, at det er en offentlig forpligtigelse at sørge for at alle har muligheden, siger Anny Villebro.

Carsten Abild bakker op omkring de to kvinder.

- Den situation skal jo løses. Man er nødt til at have fibernet eller hurtigt bredbåndsnet, hvis man vil bosætning og hjemmearbejdspladser eller arbejdspladser i det hele taget.

Se mere i vores udsendelse kl. 19.30.

Oversigt

    Oversigt