Karla fra 9. klasse fik lov at bestemme i byrådssalen

Udvalgsmøder, dagsordener, lokalpolitik og byrådsmedlemmer. Det er noget, de færreste 9. klasses elever beskæftiger sig med til dagligt. Men det har Nyborg Kommune forsøgt at ændre på.

Der blev argumenteret, diskuteret og filosoferet, da 9. klasserne i Nyborg Kommune rykkende ind på rådhuset for en dag. Her skulle eleverne selv agere byråd med deres egne forslag og egen dagsorden. 

- Jeg synes faktisk, det har været meget spændende at være med til at tage beslutninger om noget, som er helt tæt på, fortæller Karla Therese Jensen, der går i 9. klasse på Nyborg Private Realskole. 

 
 
Foto: Pernille Gram

Selvom hun har kendskab til den lokale politik, så kunne hun alligevel godt blive overrasket. 

- Jeg vidste ikke, at man havde så meget indflydelse, som man egentlig har. Det synes jeg er ret fedt, fortæller hun til TV 2/Fyn. 

Størstedelen af de unge interesserer sig ikke særlig meget for den lokale politik. Deres fokus er mere på den nationale og internationale politik, forklarer borgmesteren. Derfor har de for sjette år i træk budt elever velkommen på rådhuset. 

- Det gør vi for at gøre de unge mennesker interesseret i det lokale - hvordan man får indflydelse, hvad det er at sætte en dagsorden, og hvordan man kommer igennem med en god idé, fortæller borgmester Kenneth Muhs (V).

 

Og det har de unge taget godt imod.

- De har en god energi og byder gerne ind. Og så har de faktisk mange gode meninger, fortæller han. 

Karla Therese Jensen har også budt ind - særligt når det gælder sundhed i skolerne. 

- Jeg synes, at sund mad på skolerne og motion til de unge er to vigtige ting. Vi har blandt andet snakket om, at der skulle være madordninger på skolerne og gratis fitness for unge under 18 år. På den måde sikrer man, at alle kan være med til at leve sundt uanset økonomien. 

Forslaget var på 9. klassernes byrådsmøde og blev taget godt imod. Nu er det så det rigtige byråd, der skal tage stilling til elevernes forslag og finde ud af, hvilke ideer der skal realiseres. 

Oversigt

    Oversigt