Kendt forsvarer politianmeldt for brud på fængselsregler

Den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage er blevet en sag for politiet efter et besøg i Nyborg Fængsel.

Mette Grith Stage havde medbragt en bærbar computer på et besøg hos en klient i Nyborg Fængsel. Hendes brøde var, at hun ikke havde deaktiveret det indbyggede mobilmodem i den bærbare computer inden besøget. Det skal det være i følge Kriminalforsorgens regler, skriver eb.dk.

Mette Grith Stage er meget forundret over, at sagen nu er blevet politianmeldt.

- Jeg kender til en kollega, som havde glemt at tage sin telefon ud af sin computertaske i forbindelse med et arrestbesøg. Det blev så opdaget i forbindelse med adgangskontrollen, og er mig bekendt ikke politianmeldt, da det blev betragtet som en ren forglemmelse, fortæller Mette Grith Stage til TV 2/Fyn.

Anmeldt til Fyns Politi

Det er Kriminalforsorgens Områdekontor Syddanmark i Kolding, som har vurderet sagen, og som har anmeldt Mette Grith Stage til Fyns Politi.

- Så vidt jeg ved, anmelder Kriminalforsorgen heller ikke deres egne medarbejdere i førstegangstilfælde, hvis de glemmer at lægge deres mobil, inden de går ind i selve fængslet, siger Mette Grith Stage.

- I mit tilfælde er der ikke tale om at medbringe IT-udstyr eller telefon i strid med loven - jeg må gerne medbringe en PC med simkort i, og jeg må gerne gå på nettet, men jeg har så tilsyneladende haft to netværk kørende på samme tid, siger Mette Grith Stage til TV 2/Fyn.

Mette Grith Stage er meget forundret over, at sagen nu er blevet politianmeldt.
Mette Grith Stage er meget forundret over, at sagen nu er blevet politianmeldt.
Foto: Sonny Munk Carlsen / Scanpix

Har klaget over Kriminalforsorgen

Mette Grith Stage mener, at det er påfaldende, at Kriminalforsorgen vælger at politianmelde hende.

- Det er fejl, som ingen betydning har, og når Kriminalforsorgen så politianmelder det - uden først at spørge om mine bemærkninger - så kan jeg ikke undgå at få den tanke, at det måske godt kan hænge sammen med, at jeg forinden havde haft en del korrespondance frem og tilbage med Kriminalforsorgen om nogle forhold, jeg ikke var tilfreds med, siger Mette Grith Stage.

Måtte smide BH-en

Det er ikke første gang, at Mette Grith Stage er i clinch med Kriminalforsorgen. Under et besøg i Aarhus Arrest blev hun tvunget til at tage sin BH af inden et besøg hos en indsat. Mette Grith Stage klagede over behandlingen, og Kriminalforsorgen har nu ændret praksis, så advokater ikke behandles som andre besøgende ved visitering.

- Der er ingen tvivl om, at mange synes, at jeg er utroligt irriterende, og det vil glæde dem, hvis jeg kan få en afklapsning. Så ja; Det kan ikke udelukkes, at der er ekstra fokus på mig. Det passer jo også meget godt med, at "historien" nu er lækket til Ekstra Bladet, siger Mette Grith Stage.

Det er nu op til Anklagemyndigheden ved Fyns Politi at vurdere, om der er grundlag for at rejse en sigtelse mod Mette Grith Stage.

Kriminalforsorgen bekræfter over for TV 2/Fyn, at der er en sag, men ønsker ikke at bekræfte, at det er mod Mette Grith Stage. Kriminalforsorgen ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da den nu efterforskes af Fyns Politi.

Det er Kriminalforsorgens Områdekontor Syddanmark i Kolding, som har vurderet sagen, og som har anmeldt Mette Grith Stage til Fyns Politi.
Det er Kriminalforsorgens Områdekontor Syddanmark i Kolding, som har vurderet sagen, og som har anmeldt Mette Grith Stage til Fyns Politi.
Foto: Ole Holbech

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt