Kødsælger: Det er en parodi

Den landmand fra Langeskov, der ifølge Fødevarestyrelsen har solgt sundhedsfarligt kød, afviser selv, at det skulle være tilfældet. Han mener, at anklagen er en "parodi".

Landmanden fik ransaget sin ejendom fredag, fordi han ifølge Fødevarestyrelsen har solgt kød fra sin private ejendon, selvom han ikke er godkendt som fødevarevirksomhed. Og de produkter, han har solgt fra adressen, er ikke dyrlægekontrollerede.

Det kan ifølge styrelsen ikke udelukkes, at dyrene har været syge inden slagtning, og at mennesker kan blive syge af at spise dem. Men det afviser landmanden, Per Andersen.
- Det er en parodi, at det skulle være sundhedsfarligt. Vi har selv spist af kødet, og vi er aldrig blevet syge. Og jeg har heller ikke hørt om andre, der er blevet syge af det, siger han til TV 2/FYN.

Muselort i rummet

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet muselort i det rum, hvor han slagtede dyrene, og så var der kødrester på den båndsav, han bruger under slagtningen.
- Men jeg havde lige brugt saven, da de kom, fortæller Peter Andersen, der mener, sagen er kørt op til mere, end den kan holde til.

Har man købt produkterne hos landmanden, skal de leveres tilbage, og man bedes kontakte Fødevareregion Syd, kontrolafdelingen i Odense, oplyser myndighederne.

Oversigt

    Oversigt