Kunne ikke vente på genåbning: Modne kvinder har bare rykket træningen udendørs

Personer over 70 år kan igen mødes ti personer til indendørs idræt. Men det kunne en gruppe gymnastikkvinder fra Nyborg ikke vente på.

Rolige bevægelser under åben himmel i Nyborg.

Sådan har den seneste halvanden måned set ud for omkring 14 kvinder i den modne alder fra den lokale gymnastikforening NGIF.

De rolige bevægelser er som sådan ikke noget nyt - men at det foregår under åben himmel er til gengæld ikke normalen.

De gymnastik-glade kvinder har i halvanden måned klaret gymnastiktræningen udendørs. De kunne ikke vente på genåbningen.
De gymnastik-glade kvinder har i halvanden måned klaret gymnastiktræningen udendørs. De kunne ikke vente på genåbningen.
Foto: Thomas Larsen Bjerre

De gymnastik-glade kvinder kunne nemlig ikke vente på, at indendørs idræt måtte åbne igen, og derfor har de trukket træningen udendørs.

- Det er rigtig dejligt at træne udendørs. Men nu glæder jeg mig godt nok til, at vi kan komme indenfor igen, siger Birgit Berg Pedersen, der er instruktør i gymnastikforeningen.

Indendørs idræt må så småt genåbne

Og der er faktisk ikke så længe til, at Birgit Berg Pedersen kan tage sine med-gymnaster indenfor igen. 

Natten til fredag besluttede et bredt politisk flertal nemlig at genåbne mere, end der ellers var på tegnebrættet.

Dette genåbner hurtigere end ventet 21. april

Og det betyder blandt andet, at personer over 70 år må mødes ti personer til indendørsidræt, så længe de tropper op med et coronapas. 

Og den genåbning er Carsten Kudsk, der er formand for Ældreudvalget i Nyborg Kommune, meget tilfreds med.

- Vi er rigtig glade, for det giver nogle muligheder for, at vi kan åbne lidt af blandt andet den indendørs idræt igen. Jeg tror, de ældres livskvalitet har været hårdt ramt, og nu tror jeg, at det bliver stærkt forbedret, siger Carsten Kudsk. 

Fortsætter udendørs indtil sommer

I mellemtiden fortsætter gymnastikkvinderne træningen udendørs. De udøver sammen en sport, der går under navnet Chi Gong. I store træk handler det om et kontrolleret åndedræt og rolige bevægelser. 

- Første gang vi trænede udenfor, sad der to duer og så på. Så jeg tror, de synes, at det så godt ud, siger Birgit Berg Pedersen.

Indtil videre vil kvinderne fortsætte træningen udendørs indtil sommerferien, og herefter vil de holde en pause.

De regner med at vende tilbage til gymnastikhallen til september.

Indtil videre fortsætter træningen udendørs.
Indtil videre fortsætter træningen udendørs.
Foto: Thomas Larsen Bjerre

Oversigt

    Oversigt