Mand efterlyses i forbindelse med brand i kolonihavehus

Vidner har set mand på cykel påmonteret en cykelanhænger i forbindelse med tirsdag aftens brand i Haveforeningen Helgetoften i Nyborg.

Opdatering
Clock20. maj 2020, kl. 18:36
Artiklen er opdateret med kommentarer fra vicepolitiinspektør Jens Langdal.

Fyns Politi efterlyste onsdag eftermiddag en mand i forbindelse med en brand i et kolonihavehus i Haveforeningen Helgetoften i Nyborg.

Manden beskrives som lav af bygning og med mørkt hår.

Han var iført blå arbejdsoverdel og blev af vidner set cyklende på en lys cykel påmonteret en cykelanhænger.

Vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Jens Langdal fortæller, at man meget gerne vil snakke med vedkommende.

- Vi er ved at undersøge, om branden var påsat, om den er sket ved et uheld eller en teknisk fejl. Det vil vi gerne tale med pågældende om - hvorvidt han kan belyse det for os, siger Jens Langdal. 

Branden i kolonihavehuset i Haveforeningen Helgetoften blev anmeldt tirsdag aften klokken 21.45.

Det er ikke nødvendigvis en person, der vil blive sigtet, fortæller vicepolitiinspektøren. 

- Nej, for indtil videre skal vi have klarlagt, om den her brand er påsat eller ej. Før vi har klarlagt det, kan vi ikke sigte nogen for noget som helst. 

Politiinspektør: Vidner har set en mand på stedet, som vi gerne vil tale med.

16 brande sidste år

Branden er opstået i samme område, som sidste år var plaget af 16 brande, som politiet efterforskede som påsatte.

- Det er klart, at som med alle mulige andre efterforskninger, politiet laver, så opstiller vi hypoteser. Og hvis vores undersøgelse viser, at den her brand er påsat, så vil det selvfølgelig også indgå i vores efterforskning, at der kan være en sammenhæng, siger Jens Langdal. 

Han forventer, man har svar på politiets brandundersøgelse i løbet af næste uge. 

En 51-årig mand blev anholdt i sagen, men løsladt igen den 14. juli. Der er dog ikke noget, der tyder på, at det er samme mand, man igen skal have fat i, oplyser Jens Langdal.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt