Mand eftersøges i Storebælt

Mand savnet fra skydepram. Politi, Beredskabet i Nyborg, skibe og en helikopter fra SOK indledte mandag eftermiddag en større eftersøgning ud for for Nyborg havn.

Fyns Politi modtog klokken 15.02 en anmeldelse om, at 2 lystfiskere havde fundet en skydepram i Storebælt ud for Slipshavn.

Skydeprammens påhængsmotor kørte i tomgang, og i prammen lå en pengepung, en mobiltelefon, fiskeudstyr, jagtgevær og patroner, samt en redningsvest.

Så person i prammen

Samme lystfiskere havde cirka 2 timer forinden bemærket samme skydepram med en person i, da den passerede dem på strækningen mellem Fyn og Sprogø, retning Fyn.

På baggrund af ovenstående blev der iværksat en større eftersøgning, der på havet varetages af SOK.

Pårørende er underrettet

Eftersøgningen var stadig i gang klokken 17.30

I eftersøgningen deltager en helikopter fra SOK, et patruljefartøj fra SOK, hjemmeværnsfartøjer fra såvel Nyborg som Korsør, redningsberedskab Nyborg med båd, samt et Hollandsk orlogsfartøj.

Ud fra de efterladte papirer og mobiltelefon antages, at den savnede er identisk med en 44-årig mand fra Nyborg området, oplyser vagtchef Lars Chr. Thede fra Fyns Politi.

De pårørende er underrettet.

Oversigt

    Oversigt