Martin fra Nyborg på usædvanlig lang gåtur - og pengene vælter ind

Martin Svane fra Nyborg går mandag 100 kilometer for at indsamle penge til forskning i sclerose. Men allerede inden gåturens start er pengene væltet ind.

Martin Svanes fødder trasker afsted fra Nyborg. Det har de gjort siden natten til mandag, og det vil de gøre nogle timer endnu. Nyborgenseren har nemlig begivet sig ud på en gåtur ud over det sædvanlige.

- 100 kilometer er planen. Jeg har gået 75 kilometer ind til videre, så det håber jeg og tror på, jeg kommer i mål med, siger Martin Svane, da TV 2/Fyn møder ham mandag formiddag. 

Det er ikke helt uden grund, at Martin Svane har besluttet sig for at nedlægge de mange kilometer på under et døgn. Han går dem for at samle penge ind til scleroseramte.

quote Min kone har desværre været ramt af sclerose siden 2009. Så jeg vil gerne slå det sammen og gå for en god sag.

Martin Svane, Skolelærer, Nyborg

- Min kone har desværre været ramt af sclerose siden 2009. Så jeg vil gerne slå det sammen og gå for en god sag. Også foranledet af alle andre indsamlinger, jeg har set i den her tid, siger han.

For 14 dage siden fik Martin Svane derfor idéen om at oprette en indsamling.

- Jeg havde sat et mål på 16.000 kroner, som skulle indikere en krone for hver af dem, der lever med sclerose i Danmark.

Opdatering
Clock27. jul 2020, kl. 17:30
Martin Svane gennemførte de 100 kilometer i fin stil og var færdig kort før klokken 16 mandag.

Efter at have delt indsamlingen på Facebook nåede Martin Svane allerede sit mål, inden han begyndte gåturen i nat.

- Det er jeg virkelig stolt over. Det kan være, det bliver endnu mere, fortæller Martin Svane på sin gåtur, der i det hele taget går, som man kan forvente, når man har tilbagelagt de første 75 kilometer.

- Jeg har lige fået en vabel som følgesvend inden for de seneste tre til fire kilometer. Det er ikke så sjovt, men jeg er ved godt mod, så jeg tror på det, fortæller han, mens han i højt tempo fortsætter mod den sidste fjeredel af ruten.

Penge til forskning

For selvom det første pengemål er nået, ser han ingen grund til at stoppe her.

- Jeg har ikke sat en lukker på indsamlingen. Det kan være, det bliver en årlig begivenhed, for det er vigtigt at rejse nogle midler. 

Alle penge indsamlet i forbindelse med gåturen skal gå til forskning i sclerose. 

quote Min kone har haft mange forskellige præparater, fordi de er blevet bedre over årene - og tak for det - men det betyder også, at der skal bruges mange penge på forskning.

Martin Svane, Skolelærer, Nyborg

- Min kone har haft mange forskellige præparater, fordi de er blevet bedre over årene - og tak for det - men det betyder også, at der skal bruges mange penge på forskning, begrunder han sit bidrag. 

Men først skal han nå de 100 kilometer. 

- Jeg har gået meget i år, så jeg skulle gerne kunne gå det på under 20 timer. Som det ser ud nu, kan jeg måske komme under 16 til 17 timer. Det kunne være rigtig fedt, siger Martin Svane med udsigterne til en øl og krammer fra konen, når de sidste 25 kilometer er gået. 
 

Oversigt

    Oversigt