Mere giftaffald på vej til Nyborg

Australsk firma bebuder ansøgninger til Miljøministeriet om mere giftafbrænding hos Kommunekemi end allerede godkendt. Det overrasker ikke modstanderne.

Australien kan meget vel være på vej med ønsket om at få
afbrændt mere farlig miljøgift hos Kommune Kemi i Nyborg end
det, der allerede er godkendt under lokale protester og modstand
fra miljøorganisationer og oppositionen, skriver Ritzaus Bureau.

- Den tilladelse, vi har fået, er kun den første. Vi vil sende
flere ansøgninger, når projektet er kommet i gang, siger en
talsmand fra det australske firma, Orica, John Fetter, til DR
Nyheder.

Forud for en demonstration lørdag i Nyborg siger en talsmand
fra Fællesinitiativet Stop Gifttransporten, Jens Ellegaard, at
meldingen om mere gift på vej end de godkendte 6100 ton ikke
overrasker ham.

- Jeg havde forventet, at det ville komme. Firmaet har i alt
16.000 ton liggende, og de har ikke andre steder at gøre af det
end Kommune Kemi, siger Jens Ellegaard til Ritzau.

Fællesinitiativet har i forvejen klaget til Folketingets
Ombudsmand over godkendelsen af importen af den meget farlige
miljøgift HCB.
 
Det socialdemokratiske medlem af Europaparlamentet, Dan
Jørgensen, har bebudet en klage til Europakommissionen.
Modstanderne mener, at opbevaring og afbrænding på Kommune Kemi
er for risikabel for miljøet.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få det stoppet, siger Jens Ellegaard.

forventer stor demonstration

Han venter stor tilstrømning til demonstrationen i Nyborg, hvor blandt andre præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, og Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, taler.

- Jeg tror, at det bliver den største, folkelige manifestation
i Nyborg siden alsangen under besættelsen, siger talsmanden.

Oversigt

    Oversigt