I det fynske folks tjeneste

Messerschmidt: Vanvittige mennesker vil bygge misfoster af modernitet

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt har stærke følelser for Nyborg Slot. Kort før jul kaldte han byggeplanerne for "et fuldstændigt misfoster af modernitet".

Morten Messerschmidt er kritisk overfor byggeprojektet på Nyborg Slot. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Der er langt fra enighed i Dansk Folkeparti om byggeprojektet på Nyborg Slot, som kort før jul blev underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Både den, nu forhenværende, lokale DF'er i byrådet i Nyborg, Carsten Kudsk, og det fynskvalgte DF-folketingmedlem, Jens Henrik Thulesen Dahl er begejstrede for planerne, hvor en række nye bygninger skulle være med til at gøre Nyborg Slot mere tilgængeligt og være med til at formidle historien om slottet. Men den holdning deler Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt langt fra.

Vanvittige mennesker i Nyborg

I en debat om kultur og traditioner i det offentlige rum, der fandt sted i Folketinget samme dag, som Miljø- og Fødevareklagenævnet havde underkendt byggeprojektet i Nyborg, var Morten Messerschmidt meget kontant i sin beskrivelse af projektet på Nyborg Slot. Under debatten langede Morten Messerschmidt både ud efter selve byggeprojektet og kritiserede skarpt de personer, der havde støttet projektet: 

Læs også Carsten Kudsk: Dropper DF på grund af partiets holdning til Nyborg Slot

- Det er ovenikøbet på en dag, hvor vi lige har vundet den der sag ovre ved Nyborg Slot. Den sag om de vanvittige mennesker, der ville gøre Nyborg Slot til et fuldstændigt misfoster af modernitet, har det konservative nationale sindelag vundet, sagde Morten Messerschmidt i forbindelse med debatten i Folketinget den 17. december.

Udover at nævne det i debatten før jul, har Morten Messerschmidt også stillet flere spørgsmål i Folketinget om projektet fra Nyborg Slot.

Uenighed i Dansk Folkeparti om slotsprojekt

Carsten Kudsk der var valgt til Nyborg Byråd for Dansk Folkeparti er meget begejstret for byggeprojektet på Nyborg Slot. Han er ærgerlig over, at Morten Messerschmidt ikke kan se kvaliteterne i projektet, og har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti og ind i det nystiftede parti De LokalNationale på grund af Dansk Folkepartis holdning til projektet på Nyborg Slot. 

Læs også Frafaldne fynske DF’ere stifter nyt parti

- I 2020 siger Messerschmidt at byggeprojektet på Nyborg Slot er et misfoster. Jeg prøver at få en dialog med ham, men det bliver blankt afvist. Nu melder jeg mig ud på grund af partiets holdning til sagen om Nyborg Slot. Jeg kan ikke stå inde for et parti, der ikke vil være med til Nyborg Slot-projektet.      

Også Jens Henrik Thulesen Dahl ser store perspektiver i projektet på Nyborg Slot. Han mener, at det kan være med til at styrke turismen og historieformidlingen.

- Det er et fantastisk projekt og ide, og det vil være et stort aktiv for Fyn og Nyborg at få det aktiveret, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis andet folketingsmedlem på Fyn, Alex Ahrendtsen, mener også, at det er en god ide at få fortalt historien om Nyborg Slot, men er lidt mere forbeholden overfor arkitekturen i projektet.

Læs også Chok vendt til håb for slotsprojekt i Nyborg: - Vi kæmper for det

- Jeg bakker op om, at Nyborg Kommune og Østfyns Museer vil italesætte Nyborgs glorværdige fortid. Det er fantastisk, at de tager fat i deres fortid og forsøger at genfortælle historien. Jeg havde dog håbet på et lidt mere historisk projekt, som tager hensyn til de historiske bygninger, fremfor det meget moderne, siger Alex Ahrendtsen.

Nyborg Kommune kæmper videre

Selvom Miljø- og Fødevareklagenævnet har underkendt projektet, vil Nyborg Kommune kæmpe videre for, at få gennemført projektet på Nyborg Slot. I næste uge skal borgmester Kenneth Muhs i foretræde for Folketingets Kulturudvalg. Samtidig er der bred opbakning fra de fynskvalgte folketingsmedlemmer til planerne på Nyborg Slot, og torsdag meldte kulturminister Joy Mogensen ud, at hun vil have byggeprojektet på Nyborg Slot tilbage på sporet igen. Ministeren har nu bedt om en redegørelse om sagen fra Mijlø- og Fødevareklagenævnet.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, vil ikke stille op til interview om sagen.