Minister tavs om forurenet grund i Nyborg

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen forholder sig tavs om den forurenede Lynfrost-grund i Nyborg under valgkampen.

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen vil ikke svare på spørgsmål om forureningen på den såkaldte Lynfrost-grund, mens han er i valgkamp.

Det fremgår af et skriftligt svar til SF.

SF i Nyborg undrede sig over et tidlligere svar fra ministeren, hvori han skriver, at der "desværre hverken er tilgængelig teknologi eller midler nok til at løse alle udfordringerne her og nu” i Nyborg.

Men det er direkte forkert, slår SF fast. I et nyt spørgsmål bad SF derfor ministeren om en forklaring på hans svar.

Nye spørgsmål fra SF

- Ministeren må enten være fejlinformeret af sine medarbejdere eller have ønsket at ignorere, at der er to virksomheder, der har udviklet teknologi til at rense giften i Høfde 42 depotet. De vil også kunne foretage en oprensning i Nyborg.

- Teknologierne er velkendte i ministeriet, idet de begge har modtaget MUDP-midler til udvikling af deres teknologier. Lynfrostgrunden er tilmed mindre kompliceret i og med, at der ikke er kviksølv tilstede men alene organiske forureninger. Det er imidlertid korrekt, når ministeren skriver, at der ikke er midler til oprensningen. Men det er jo et problem som regeringen har skabt, skriver SF i den nye henvendelse til Jakob Ellemann-Jensen.

Svaret fra ministeren er kort: "Da der er udskrevet valg til Folketinget, finder jeg det rigtigst at være tilbageholdende med som minister at besvare folketingsspørgsmål om min politiske holdning. Jeg finder i overensstemmelse hermed, at det er rigtigst ikke at besvare spørgsmålet", skriver ministeren. 

Oversigt

    Oversigt