Motorcyklist dræbt ved farligt kryds: Få uheld rapporteres

11.500 biler færdes dagligt på Storebæltsvej i Nyborg, hvor en motorcyklist lørdag blev dræbt. Men der indberettes meget få uheld.

Fem uheld på fem år, men ingen med personskade - indtil i lørdags.

Sådan lyder statistikken ved afkørselsramperne på Storebæltsvej i Nyborg, hvor en 30-årig motorcyklist fra Østfyn lørdag blev dræbt, da han kolliderede med en bilist.

Bilisten kørte ifølge Fyns Politi frem fra motorvejsrampen, hvor der er ubetinget vigepligt, fordi han tilsyneladende var kørt fra motorvejen for tidligt og ville køre tilbage på motorvejen på den anden side af Storebæltsvej.

Her kom motorcyklisten kørende i nordøstlig retning mod Storebælt og kolliderede med bilen.

Mange farlige situationer

Selv om der hyppigt er farlige situationer ved ramperne, når der er tæt trafik, og ramperne er for korte til at rumme alle biler, er det altså sjældent, at de farlige situationer resulterer i uheld.

Fire af de fem uheld er sket på rampen ved Odense-siden i vestgående retning. Det seneste uheld på rampen skete fra øst mod Storebælt, oplyser Vejdirektoratet til TV 2 Fyn.

Fyns Politi ønsker ikke at udtale sig om de trafiksikkerhedsmæssige forhold på strækningen, så længe dødsulykken ikke er færdigefterforsket, men det er kutyme, at politiet gennemgår forholdene ekstra grundigt ved alvorlige uheld og overvejer, om trafiksikkerheden er optimal på stedet.

Der kører dagligt 11.500 biler på Storebæltsvej, oplyser Nyborg Kommune.

 
Fotograf: Local Eyes

Oversigt

    Oversigt