Mundbindet tilbage i butikkerne - men direktør tror på god julehandel alligevel

Julehandlen står for døren, men ligesom sidste år bliver det ikke uden restriktioner, når gaverne skal findes. Mandag morgen skal kunder igen have mundbind på.

Julemusikken lyder ud af højtalerne i butikkerne, og både gågader og centre glimter i varme lys. Julehandlen er i gang, men ligesom sidste år bliver det ikke helt uden benspænd.

Fra på mandag skal kunder nemlig endnu en gang iføre sig et mundbind i detailhandlen.

Hverken i gågaden i Odense eller i Langeskov Centret er man dog urolig for, at mundbindet skal flytte kunderne fra de fysiske butikker til online julehandel.

- Så længe det er noget, folk kender, skal det nok gå. Vi klarer det fint med mundbind og coronapas. Faktisk gik handlen rigtig godt sidste år på trods af corona. Lige indtil vi skulle lukke helt ned lige efter jul. Så jeg tror også, at handlen bliver god i år, siger Peter Bøgholm, der er direktør i Odense City.

Mundbind hos frisøren

Kravet om mundbind indføres igen, fordi smitten endnu en gang stiger i Danmark. Flere end 4.000 danskere har søndag fået en positiv coronatest, og tallet stiger og stiger for hver dag.

- Det bliver selvfølgelig lidt træls at vende tilbage til det, men vi har prøvet det før, og der har vi også fået det til at fungere. Hellere have mundbind på end en lukket forretning, siger Michael Nielsen, der er indehaver af Hos Michael i Langeskov.

Butiksansatte, der kan fremvise et gyldigt coronapas, kan fritages for mundbind, men ellers skal alle have mundbind eller visir på. Det gælder også i Bewer Saids frisørsalon i Langeskov Centret.

- Jeg håber, folk kommer og støtter lokalt stadigvæk, siger han.

Kravet om mundbind gælder også i kollektiv trafik.

Oversigt

    Oversigt