Nu skal hele Europa spise fynsk sild

Tenax Sild i Nyborg skal snart levere sild til Lidl-butikker i hele Europa.

Tenax Sild i Nyborg skal inden længe lære hele Europa at spise sild. 

Til trods for ferie- og coronatid er sildefabrikken Tenax snart i fulde omdrejninger igen. Den fynske virksomhed, der slutter sommerferien på mandag, har nemlig vundet en ordre hos Lidl.

Sildefabrikken skal med den nye ordre levere 220.000 bøtter og en halv million glas sild til Lidl-butikker i 17 lande. 

quote Vi kommer ud over det, vi normalt kalder rugbrødsgrænsen; altså der, hvor man spiser rugbrød, er der, hvor man spiser sild.

Anette Ladefoged, administrerende direktør, Tenax Sild

- Det er ret spændende for os, og vi er meget glade for den her ordre. Vi kommer ud over det, vi normalt kalder rugbrødsgrænsen; altså der, hvor man spiser rugbrød, er der, hvor man spiser sild, fortæller Anette Ladefoged, der er administrerende direktør i Tenax Sild.

Ordren har lunet under corona-krisen. Op til sommerferien havde Tenax mistet ti procent af sin omsætning, og Tenax-medarbejderne var på fordeling.

- Vi har en pæn stor afsætning til det, vi kalder foodservice market; altså hoteller, restauranter og kantiner. I og med at medarbejder har været sendt hjem, og restauranter og hoteller har været lukket, så er det klart, at vi også har tabt omsætning, siger Anette Ladefoged. 

Til gengæld har der været godt gang i afsætningen til detailhandlen, tilføjer hun. 

- Der er blevet solgt rigtig mange sild og fiskefrikadeller. Mange har været hjemme og arbejde og lavet frokost hjemme, og heldigvis har de købt sild og fiskefrikadeller. 

Danmarks største sildefabrik

Tenax er den største sildevirksomhed i Danmark. 

Sidste år havde virksomheden et overskud før skat på otte millioner kroner, men selskabets formue – eller egenkapital – var på 90 millioner kroner.

I 2015 købte den nyborgensiske familievirksomhed konkurrenten Lykkeberg, og for to år siden fusionerede man med Launis fra Nordjylland.

- I Nyborg producerer vi sild, men i Aalbæk producerer vi både fiskefrikadeller og sild, så der er produktionen lidt større, siger Anette Ladefoged.

Selv om markedet op til sommerferien har været præget af corona-mathed, drømmer Tenax om at øge eksporten fra 15 til 20 procent, og så arbejdes der ihærdigt på at få de unge til at spise sild.

Anette Ladefoged finder en af deres nye sildevarianter med jordbær og champagne frem fra lageret.

quote Vi tror på, at nogle af de lidt mere skæve varianter er der, hvor vi kan fange de unge.

Anette Ladefoged, administrerende direktør, Tenax Sild

- Den har vi lavet på baggrund af, at vi gerne vil have flere unge menensker til at spise sild. Vi tror på, at nogle af de lidt mere skæve varianter er der, hvor vi kan fange de unge. 

Fokus på miljø

En klar miljøprofil er et af de tiltag, der skal få salget i vejret.

- Alle vores råvarer er det, der hedder MSC-certificeret. Altså bæredygtigt fiskeri. Det er også et krav fra detailhandlen. De ønsker kun bæredygtige varer, fortæller Anette Ladefoged.

Anette Ladefoged viser plastiksien fra sildeglasset frem.
Anette Ladefoged viser plastiksien fra sildeglasset frem.
Foto: Ken Petersen

Der tænkes også i nye baner, hvad angår plastikristen i toppen af sildeglasset, der bruges til at holde fileerne nede i lagen.

- I øjeblikket tester vi, om vi kan undvære plastikristen i glasset. Det betyder ret meget plastisk, når vi årligt producerer 12 millioner glas sild.

Ud over ordren hos Lidl er Tenax i øjeblikket tæt på at få endnu en stor europæisk ordre i hus.

- Vi har været så heldige, at på baggrund af det her, er der også kommet forespørgsler fra andre kæder om, om vi kan lave fiskefrikadeller til eksportmarkedet, slutter Anette Ladefoged. 

Oversigt

    Oversigt