Ledigheden har været støt stigende på Fyn, siden corona kom til. Særligt Nyborg har været ekstra hårdt ramt med 55 procent flere dagpengemodtagere sammenlignet med sidste år.
Men en lokal fødevarevirksomhed har nu rejst sig og forsøger at komme ud af krisen ved at åbne en frikadellefabrik.
- Vi er blevet slået fem-seks år tilbage økonomisk, så vi er nødt til at tjene nogle penge, så vi kan betale den store regning, vi har fået på grund af corona, siger Michael Gertz, der er direktør og ejer af Suvit i Nyborg.
Flere i job med frikadeller
Suvit producerer kylling, bøffer og andre kødudskæringer til kantiner, sygehuse og restaurationsbranchen. Det har man gjort med økonomisk succes de seneste fem år. Men coronakrisen fik det hele til at gå i stå, og derfor har direktøren nu tænkt i nye baner for at komme på ret kurs igen.
- Jeg tror, alle hver især skal genopfinde os selv. Og vi har brugt tiden på at udvikle, så vi kan indhtente noget af det forsømte, siger Michael Gertz.
Den nye frikadellefabrik kommer til at beskæftige 20-30 mennesker, og direktøren regner med, det bliver en stor succes.
- Jeg har set et hul i frikadellemarkedet. Alle spiser frikadeller, og der er plads til flere. Og det her er en nicheforretning, som har det med at vækste, siger Michael Gertz.
Udover frikadellerne åbner han også et erhvervsbageri, der skal bidrage til at indhente den tabte omsætning.
Stadig bekymrende ledighedstal
Selvom frikadellefabrikken er med til at sænke ledighedstallet, og ledigheden faldt i juni for første gang siden coronaudbruddet, skal man stadig passe på med at være for optimistisk, mener Stig Møller, der er formand for Arbejdsmarkedsrådet på Fyn.
- Der er kommet 422 færre ledige, men vi har stadig ikke hænderne over hovedet. Vi skal stadig tænke på, at ledighedsprocentet er meget højere end for et år siden, siger han.