Nyborg bliver værtsby for stor international kapsejlads

Omkring 200 både og 300 sejlere stævner ud fra Nyborg, når byen i september skal være vært for den internationale kapsejlads Vegvisir Race.

En stor international kapsejlads for omkring 200 både og 300 sejlere kommer til Nyborg i September, hvor byen også afholder den fire dage lange festival Norden i Nyborg.

Kapsejladsen hedder Vegvisir Race, og allerede nu er der tilmeldt 156 både fra 10 europæiske lande.

- Det er jo helt fantastisk. Flere af kystbyerne her på Fyn har meget store og meget gamle kapsejladser, som de kører med stor succes, og det har vi virkelig savnet her i Nyborg i mange år, siger Marianne Holmer, der er formand for Nyborg Sejlforening. 

Men selvom byen og sejlklubben ikke er hjemmevant i værtskabet for en stor kapsejlads, er Marianne Holmer sikker på, at det hele nok skal gå godt. 

 - Vi har jo masser af plads. Det er en fantastisk havn, vi har, og vi har fantastiske faciliteter i Nyborg Sejlforening, så vi er klar til at håndtere en så stor sejlads, siger hun.

Aktiviteter på havnen 

Mens bådene er på vandet under kapsejladsen, vil der være en række aktiviteter på havnen, hvor der blandt andet vil blive rapporteret live fra et studie hver tredje time og ringet op til sejlerne på vandet.

quote Det betyder noget for klubbens sammenhold. Det er rigtig dejligt at have en fælles aktivitet, som vi kan være fælles om - lige fra de helt unge til de meget ældre medlemmer

Marianne Holmer, formand for Nyborg Sejlforening

Alt sammen kommer til at foregå sideløbende med aktiviteterne på kulturfestivalen Norden i Nyborg, og formanden for Nyborg Sejlforening håber, at det kan være med til at skabe ekstra aktivitet. 

- Det betyder, at rigtig mange borgere, der allerede er i byen, kan komme ned og få sig et godt blik nede på havnen, siger Marianne Holmer. 

Hun er glad for den opbakning, projektet har fået af kommunen, og er sikker på, at kapsejladsen vil give noget til både byen og sejlforeningen: 

- Det betyder noget for klubbens sammenhold. Det er rigtig dejligt at have en fælles aktivitet, som vi kan være fælles om - lige fra de helt unge til de meget ældre medlemmer. 

Kapsejladsen begynder torsdag 2. september og slutter lørdag 4. september. 

Oversigt

    Oversigt