Nyborg: Udsigt til valgkamp med små kanoner

Bredt budgetforlig, få mærkesager og økonomisk konsensus lægger en dæmper på valgdysten i Nyborg.

Der er masser af kanoner på Nyborg Vold, men i dag er de mest til pynt, og de skyder kun med løst krudt.

Det samme gælder valgkampen i Nyborg i år.

Det er ikke de store valgkanoner, der er kørt i stilling, og det er svært at få øje på, hvad de politiske partier skal mødes om på slagmarken.

Et oplagt tema er "Kongemordet" - Jan Reimer Cristiansens partihop fra S til V, der sikrede Venstremanden Kenneth Muhs borgmesterstolen, selv om der var rødt flertal med 53 procent af stemmerne.

Sådan blev stemmerne fordelt i Nyborg i 2013

Men som tiden er gået, har nyborgenserne fået andet at snakke om.

- Jeg tror ikke, at vælgerne har glemt episoden. Men vi har ikke dyrket den specielt de senere år. Vi skylder de 53 procent, der stemte rødt, at vi arbejder seriøst, siger socialdemokraterns spidskandidat Vibeke Ejlertsen.

Færgekamp

Tidligere på året ville alle have sagt, at balladen om museumsfærgen Broens placering i Nyborg Havn var et oplagt valgtema, men til sidst valgte alle partier at trække planerne tilbage.

Og så det var det valgkampstema lagt dødt.

Man kan dog være sikker på, at Dansk Folkeparti vil trække en del af de gamle travere af stalden.

Carsten Kudsk, der oprindelig er uddannet slagter og levnedsmiddeltekiniker, har allerede meddelt, at han tro mod sit efternavn vil føre valgkamp fra en hestevogn, som vælgerne kan få en tur i.

Og han har samtidig bebudet, at kampen for at afskaffe Udvikling Fyn stadig er øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste simpelthen, fordi partiet ikke mener, at man får nok for pengene.

Et nyt super-plejehjem på Nyborgs gamle DSB-arealer, som Kudsk lancerede i starten af valgperioden, vil også blive markedsført igen som valgtema fra DF'eren.

Solo-præstation

Kudsk havde alle planer på plads og en god dialog med boligforeningen Holmegården. Han havde bare glemt at sikre sig politisk opbakning, og så var timingen elendig.

DF'erens solo-præstation kom kort før, at byrådet skulle diskutere hele plejehjemsstrukturen i kommunen. Og han blev derfor beskyldt for at bypasse sine udvalgskollegaer i Ældrerådet.

- Jeg var overbevist om, at jeg havde socialdemokraterne med. For de vidste, jeg forhandlede. Max Rasmussen fra Holmegården var med til møderne, og han rapporterede tilbage til S-toppen, siger Carsten Kudsk

Den manglende erhvervsudviking i kommunen er stort set kun et tema, når DI's årlige erhvervstilfredshed-måling bliver offentliggjort.

Det eneste parti, der faktisk stædigt fastholder fokus på området er nyopstillede Folkepartiet.

Byudvikling burde også være et tema efter, at en Cowi-rapport har analyseret fordele og ulemper for et nyt butikscenter ved det tidligere Nyborg Lynfrost.

Det er forretningerne i bymidten, der i forvejen er presset af internethandel og brancheglidning, modstander af.

Ingen af de etablerede politiske partier med undtagelse af SF har dog for alvor kastet sig over temaet op til valget.

Kernevelfærd

Derimod er der masser af bud på, hvordan man kan styrke kernevelfærden endnu mere i Nyborg.

Venstre vil bygge et sundhedshus ved Nyborg Sygehus efter samme model, som man kender det fra Tønder, hvor de praktiserende læger indgår i et tæt samarbejde med de medicinske afdelinger på sygehuset.

Skolepolitikken skiller også partierne, mener Kenneth Muhs (V). Især spørgsmålet om kommunens mange privatskoleelever.

- Vi ønsker en god folkeskole, men vi har ikke noget imod privatskoler, siger Kenneth Muhs.

Det samme gælder økologi. I modsætning til S vil Venstre ikke indføre en generel grøn indkøbspolitik i kommunale institutioner. Det kan de selv gøre, hvis de har lyst, mener borgmesteren.

Han mener også, at Venstre er mere stålsat end socialdemokraterne på, at kommunen ikke skal optage lån, nu hvor den er blevet teknisk gældfri.

Vibeke Ejlertsen mener ikke, man definitivt skal låse sig fast på, at man ikke vil låne nu, hvor renten af lav, hvis det skulle vise sig nødvendigt til en større anlægsopgave.

Fokus på unge

Hun mener, at Socialdemokratiet har "kant" til den borgerlige blok på flere områder.

- Vi har mere fokus på de udsatte grupper. Det gælder bl.a. de unge. Jeg bemærkede, at borgmesteren til indvielsen af projekt Praktikpladsen talte syrligt om unge, der skal vækkes om morgenen for at møde op. Det ser vi anderledes på. Hvis vi skal ændre, at 25,4 procent af nyborgenserne er på overførselsindkomst, skal vi starte med de unge, siger Vibeke Ejlertsen.

- Og så mener jeg, at vi har en bedre miljøprofil. Venstres Søren Svendsen mener f.eks., at det er OK at fjerne grønne overdrev, selv om det er i strid med reglerne, siger Vibeke Ejlertsen.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt