Nyborg Voldspil stadig uden formand

Det lykkedes ikke som ventet bestyrelsen for Nyborg Voldspil at finde en formand, men bestyrelsen lover, at der er voldspil til næste år.

Opdatering: Ingen af bestyrelsesmedlemmerne ønskede at stille op som formand, og derfor bliver der nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med et formandsvalg den 11. oktober, meddeler Nyborg Voldspil. 

Tirsdag aften mødtes bestyrelsen i Nyborg Voldspil til et møde for at konstituere sig, og forsøge at finde en ny formand blandt bestyrelsens medlemmer. Det lykkedes dog ikke at finde en ny formand, fortæller TV 2/Fyns reporter på stedet.

Ved redaktionens afslutning var bestyrelsesmødet fortsat i gang, men bestyrelsesmedlem Jesper Trolle kunne fortælle, der har fundet en god dialog sted, og at der er fundet en løsning.

- Men det skal først meldes ud til medlemmerne, før der kommer noget ud til offentligheden, sagde Jesper Trolle og lovede, at der også er voldspil i 2018.

Den tidligere formand Jørgen Dyrhberg gik sidst i august som formand, da man valgte at satse på musicalen Annie Get Your Gun, og derved måtte sige farvel til den tidligere instruktør Daniel Bohr.

Bekymrede borgere i Nyborg

Inden mødet var der bekymring hos borgerne omkring voldspillet. Udover i løbet af en måned at miste instruktør og formand viste det sig nemlig også, at det slet ikke ville være muligt at spille musicalen Annie Get Your Gun, fordi friluftsteatret ikke kunne få rettighederne til stykket.

Uroen omkring stykket har kunnet mærkes i hele byen, hvor folk er glade og stolte af deres gamle voldspil. Flere er bekymrede for, hvad problemerne kan betyde for voldspillets fremtid. 

- Det er det dummeste, der kunne ske for Voldspillet lige nu. Der er ikke ret mange mennesker her i byen, og hvis vi lige pludselig heller ikke har noget voldspil? Vi skal passe på de gode ting vi har og det, der trækker folk til, siger caféindehaver Janne Brøndum.

Betty Glosted, som selv er skuespiller og tilknyttet Odense Teater, pointerer, at det er svært at vide, hvad der er op og ned, og at ingen helt kender den fulde historie. 

- Jeg håber, at de kommer med en ordenlig forklaring, så vi kan få krøllet aviserne sammen, og rygterne forsvinder. Og så håber jeg på, at Nyborg Voldspil kan starte på en frisk, siger Betty Glosted til TV 2/Fyn. 

 

 

Oversigt

    Oversigt