Nyborgs eneste fiskeforretning lukket

Fiskeforretning har trukket stikket efter en rodet tilværelse.

Nyborg er igen uden fiskeforretning.

Efter en rodet tilværelse for forretningen har den seneste ejer, Gourmetgrossisten, trukket stikket.

Det fremgår af et skilt foran forretningen, at det er manglende indtjening, der er årsag til beslutningen.

Nyborgs seneste fiskehandel lå i Korsgade og var drevet af Ole Hansen, men lukkede i 2005.

I december 2014 rykkede Torben Larsen fra Odense imidlertid ind bag disken i den nyåbnede fiskeforretning Fiskespecialisten i Mellemgade.

Lokalerne lejede man hos Barfoed Group.

Ifølge Torben Larsen var det Royal Atlantic Seafood, der ejede forretningen. Hovedaktionær var Kent Walters med bopæl i Klippinge ved Stevns og i London.

I efteråret 2015 blev Royal Atlantic Seafood erklæret konkurs på grund af lønmodtagerkrav, men forretningen fortsatte med at have åbent.

Aktiverne var tilsyneladende solgt til Århus-selskabet "finefood.nu" – et salg, der siden blev undersøgt af Martin Goldschmidt fra kurators kontor.

Efterfølgende blev forretningen ført videre af Gourmetgrossisten, der ifølge ejerregistret har haft Dann og Lana Langgaard fra Løgstør som ejere.

Men de gav altså også op.

Oversigt

    Oversigt