Nyborgs valg: Personerne kan gøre hele forskellen

Kenneth Muhs er vokset med opgaven, mener hans modkandidat, og han har en tidligere borgmester i folden.

Om fire år er alting glemt.

Sådan lyder det ofte i kommunalpolitik.

Og Nyborg er formentlig det bedste sted i landet at teste den påstand.

"Kongemordet" - episoden hvor Jan Reimer Christiansen sprang fra Socialdemokratiet til Venstre efter konstitueringen og tippede et klart rødt flertal til Venstremanden Kenneth Muhs fordel - vakte harme langt ind i de borgerlige vælgeres rækker.

Siden har Kenneth Muhs vist sig som snu og dygtig borgmester, som de sidste tre år har samlet brede flertal om budgettet.

Den tidligere major var langt fra forgængeren Erik Christensens (S) stemmetal ved det seneste valg.

Personlige udvalgte stemmetal i Nyborg 2013

Men nu sidder Erik Christensen i Folketinget, og mange tror på, at Kenneth Muhs får et godt valg.

Når man er fuldtidsansat til at tale kommunens sag, repræsentere Nyborg ved festlige lejligheder og desuden har evnen til at tale med borgerne, så har man et pænt forspring.

Borgmestereffekten hedder det. 

S: Muhs får pænt valg

Ja, selv hans politiske hovedmodstander, Vibeke Ejlertsen (S), forventer, at Muhs får et pænt personligt valg.

Hun kalder ham en flink mand, roser ham for hans håndtering af sexisme-sagen i byrådet, men kalder ham også en politiker, der er god til at glide uden om politiske konflikter, og som har fået den gode økonomi i arv, som Socialdemokraterne lagde grunden til i den foregående valgperiode.

- Han er langt fra tonedøv. Han er vokset med opgaven, men det gør de fleste, siger Ejlertsen om Muhs, der til gengæld kvitterer med at rose Ejlertsen for at være god til at søge dialogen.

Glad for jobbet

Kenneth Muhs var medlem af kommunalbestyrelsen i Ørbæk fra 2001 til 2006 og var folketingskandidat for Venstre i Nyborg-kredsen uden at blive valgt.

Det lyser ud af ham, at han er glad for sit job. Han er utroligt aktiv på Facebook, men kun med "feel good" kommentarer.

Han træder sjældent om nogensinde nogen over tæerne med uoverlagte kommentarer.

Socialdemokraternes spidskandidat Vibeke Ejlertsen er bl.a. formand for beskæftigelsesudvalget i Nyborg, men det er en platform, der er svær at profilere sig på.

Og Ejlertsen er handicappet af, at hun til dagligt arbejde i København, hvor hun er konsulent hos 3F og beskæftiger sig med undervisning og uddannelse.

Vibeke Ejlertsen er kendt som saglig og samarbejdsvillig i byrådet, og det er i nuancerne, man skal få øje på de socialdemokratiske aftryk i den førte politik.

Sælge billetter

Om det er nok til at sælge billetter og høste samme høje personlige stemmetal som forgængeren Erik Christensen skal nu stå sin prøve.

På hjemmefronten får hun god sparring af partneren Frank Hansen, der ved det seneste folketingsvalg var en ferm kampagneleder for folketingsmedlem Jan Johansen.

Kudsk: Jeg vil ikke være borgmester

Den første del af valgperioden var Dansk Folkeparti dark horse i forhold til borgmesterposten.

Det pres voksede, da DF-ledelsen opfordrede partiets kommunalpolitikere til at gå efter borgmesterposterne. Siden er tilnærmelserne desuden taget til mellem DF og S på Christiansborg.

Men Dansk Folkepartis spidskandidat i Nyborg, Carsten Kudsk, har på forhånd meldt sig ud af borgmesterkampen.

I starten af valgperioden var han ellers flere gange på kollissionskurs med Venstre - senest i forbindelse med etableringen af nyt asylcenter i Nyborg.

Men nu er han i valgforbund med den borgerlige fløj, og støtter helhjertet Kenneth Muhs genvalg.

- Jeg er ikke kandidat. Vi mener Ejlertsen ville være en katastrofe, og jeg har et fremragende samarbejde med Kenneth, siger Carsten Kudsk.

Hans egne borgmester-ambitioner er parkeret.

- Forestil dig, at Jens Henrik Thulesen Dahl bliver borgmester i Assens, og jeg bliver det i Nyborg. Jeg er 1. suppleant for ham til Folketinget, men 2. suppleanten er Jesper Krarup, der er sprunget over til Ny Borgerlige. Og så ville han komme i Folketinget på DF-stemmer, siger Carsten Kudsk.

Til grin

Socialdemokraterne har haft følere til Carsten Kudsk, men ifølge DF'eren, der også satser på en folketingskarriere, har socialdemokraterne nærmest latterliggjort ham, og han kan ikke drømme om at støtte Ejlertsen.

Kudsk sikrede sig en formandspost i et nyt grønt udvalg som betaling for at støtte Venstre i det første vanskelige år efter konstitueringen.

Her har et projekt om 3D print fyldt utrolig meget. Ja, for meget mener socialdemokraterne, der synes, at der er blevet talt alt for lidt økologi og for meget 3D.

- Jeg er ked af, at der er ikke er kommet et samarbejde i stand med DF. Vi har rakt hånden frem, men Kudsk mener ikke, vi giver ham nok kredit for hans indsats som udvalgsformand i det grønne udvalg, siger Vibeke Ejlertsen.

Ifølge Carsten Kudsk har socialdemokraterne hadet hans arbede.

- Og det er den indstilling, der har tømret vores alliance med Venstre mere og mere sammen. Socialdemokraterne har været meget personlige imod mig, siger han.

Terndrups stemmetal 2009 - partifællen Kaj Refslund var spidskandidat

Terndrup med

Kenneth Muhs har i 11. time fået forstærket holdet med tidligere borgmester Jørn Terndrup, der brød 84 års socialdemokratiske styre i Nyborg. Han er tilbage efter en pause på fire år, og kan blive en stemmesluger efter, at han talte byrådet midt imod i sagen om museumsfærgen Broen.

Det var populært i Nyborg, og så har Venstre uventet fået Alternativets spidskandidat Nanna Bille Adamsen med i folden.

Den effekt er noget sværere at vurdere.

 

Oversigt

    Oversigt