Nye sporvogne kører lige under dig på Storebæltsbroen

Næste gang du krydser Storebælt i bil, kan du tænke over, at der kører nye sporvogne under asfalten på østbroen.

Storebæltsbroen har fået nye sporvogne, de såkaldte monorails, der hænger på én jernbaneskinne gennem Storebæltsbroen. De nye sporvogne, der blev købt i oktober, er netop taget i brug.  

- Det er et skinnekøretøj, vi bruger til at transportere værktøj og materialer frem og tilbage inde i broen, når vi skal vedligeholde nogle af de anlæg, vi har ude i broen, siger driftsleder Christian Skovgaard Andersen fra Sund & Bælt.

- Herude har vi affugtningsanlæg. Vi har lavspændingsfordelingsanlæg og højspændingsfordelingsanlæg. Vi har også nogle dæmpere, som skal sørge for, at broen ikke svinger alt for meget, når bilerne kører over. De skal vedligeholdes en gang imellem, forklarer driftslederen hos Sund & Bælt.

Sporvognene kører inde i Storebæltsbroen lige under vejbanen, hvor bilerne kører. Der er plads til føreren af toget og én person til. 

De gule sporvogne inden de blev taget i brug. 
De gule sporvogne inden de blev taget i brug. 
Foto: Sund & Bælt

- Vi ved, at broen er sikker nok, så vi har det helt fint med at arbejde herinde, selv om bilerne kører oven over os, siger Christian Skovgaard Andersen.

Tesla på skinner

Sporvognene, der kører gennem Storebæltsbroen, er komplekse køretøjer.

- Det er sådan set en Tesla på skinner, hvis vi skal være lidt frække, men vi kan ikke køre helt så hurtigt. Tophastigheden er omkring 14 kilometer i timen, fastslår Christian Skovgaard Andersen.

Der køres så langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, fordi materialerne, der bliver transporteret, er så tunge.   

De gamle sporvogne, der tidligere har kørt gennem Storebæltsforbindelsens højbro, var udslidte, og derfor er der blevet købt nye.

I efteråret var sporvognene i Storbritannien for at blive testet, og de kører nu under bilerne over Storebælt.

 

 

Oversigt

    Oversigt