Prins Henrik åbnede kursuscenter

Prins Henrik indviede torsdag eftermiddag - sammen med en borgmester og en tidligere forsvarsminister - et nyrenoveret kursuscenter i Ørbæk.

- Jeg blev inviteret af en smuk dame, og jeg kender kammerherreinde Sehested Juul og da hun sagde, at jeg skulle komme, sagde jeg ja tak, lød det fra Prins Henrik.

Ellestedet blev opkøbt i oktober af Claudia Sehestedt Juul og Amalie Uhrenholt, og torsdag blev stedet åbnet af Prins Henrik.

- Min mor kender ham, og han ville meget gerne være med til at åbne Ellestedet, fortæller Amalie Uhrenholt.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs deltog også i åbningen af kursusstedet i Ørbæk, og maden til arrangementet blev lavet af tidligere forsvarsminister og nuværende folketingskandidat for venstre, Søren Gade.

- Jeg er rigtig glad for at lave mad og i aften skal jeg lave dyreryg, fasan og dådyr, siger dagens kok, Søren Gade.

Ellestedet skal blandt andet bruges til bridgeundervisning, madlavningskurser, malekurser og kan også bruges til fester og overnatninger.

- Der er selvfølgelig lidt kriller i maven, når man skal lave mad til Prinsgemalen, men jeg håber da, at han kigger forbi køkkenet og giver mig et par råd, siger Søren Gade.

Ellestedet består af 20 dobbeltværelser med bad, 3 mødelokaler, spisestue med plads op til 60 personer, stort industrikøkken, teatersal, pejsestue og bibliotek.

Makkerparret bag Ellestedet har mange års erfaring med at drive kursusvirksomhed fra Lykkesholm Slot.