Redaktør: To fynske Michelin-stjerner i spil

Der er masser af restauranter i provinsen, som fortjener stjerner næste år, mener redaktør for spiseguide. På Fyn er der to kandidater.

Der gemmer sig masser af potentielle Michelin-restauranter i den danske provins.

Det vurderer Bent Christensen, redaktør for Den Danske Spiseguide, efter Michelin onsdag har meddelt, at Norden næste år får sin egen guide.

- Hvis de tager en forsigtig start, så ligger der mellem otte og 10 Michelin-stjerner i provinsen, siger han til Ritzau.

Den nye guide vil omfatte restauranter over hele Norden, hvor man hidtil har holdt sig til millionbyerne København, Stockholm, Göteborg, Helsinki og Oslo.

Bent Christensen mener, at Frederikshøj i Aarhus, der har Wassim Hallal som køkkenchef, er selvskrevet i guiden og sågar kandiderer til at starte ud med to stjerner.

- Det er den absolut aller, aller, aller sikreste, vurderer redaktøren.

De øvrige kandidater ligger spredt rundt i landet.

Molskroen, hvor Wassim Hallal også har en finger med i spillet, Nordsminde Kro i Odder og Nordisk Spisehus i Aarhus er andre østjyske kandidater.

Mens Ti Trin Ned i Fredericia, Ruths Hotel i Skagen og Henne Kirkeby Kro Nordvest for Esbjerg med den tidligere Michelin-kok Paul Cunningham er andre bud på det danske fastland.

Lieffroy i Nyborg og den tradionsrige Falsled Kro nordvest for Faaborg er Bent Christensens kandidater til fynske stjerner, mens Dragsholm Slot vest for Holbæk, Hotel Frederiksminde ved Præstø, Babette i Vordingborg og Restaurant Sletten i Humlebæk er Sjællands bud.

Den bornholmske restaurant Kadeau, der allerede har en stjerne i sin københavnske filial, bør også være i spil, mener redaktøren.

- Der er nuancer, man kan diskutere, men de er på niveau med de enstjernede restauranter i København. Så er spørgsmålet, hvor mange de vælger at strø ud, men det er blandt dem her, de vil tage, siger Bent Christensen.

Oversigt

    Oversigt