Rektor på Nyborg Gymnasium: - Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet det

Den forhenværende socialdemokratiske byrådspolitiker Jesper Nielsen har fornyligt været ansat som instruktør på musical på Nyborg Gymnasium. Nu er samarbejdet slut.

Det er en lettere travl Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium, TV 2 Fyn får fat i torsdag aften. 

- Jeg skriver til ham, at vi er nødt til at stoppe samarbejdet med det samme. Jeg finder også ud af, at det er to af mine elever, så det kan ikke fortsætte, siger Henrik Vestergaaard Stokholm, da han bliver spurgt om, hvordan han og gymnasiet forholder sig til nyheden om, at Jesper Nielsen har forsøgt at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige. 

Dermed er Jesper Nielsen færdig i politik i Nyborg Kommune, han er opsagt på Nyborg Ungdomsskole, han har fratrådt sin stilling som instruktør på teatret Nordfynsspillene og er nu også blevet opsagt som instruktør på en musical på Nyborg Gymnasium.

Ikke længere tillid

Onsdag aften holdt den socialdemokratiske byrådsgruppe ekstraordinært gruppemøde, hvor eneste punkt på dagsordenen var en drøftelse af sagen omkring Jesper Nielsen. Mødet endte med, at Jesper Nielsen udtrådte af byrådsgruppen.

- Byrådsgruppen har meddelt, at der ikke længere er tillid til Jesper Nielsen, og derfor er parterne blevet enige om at Jesper Nielsen trækker sig med øjeblikkelig virkning, stod der i pressemeddelelsen. 


Og tillid har Henrik Vestergaard Stokholm heller ikke til Jesper Nielsen.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi, troet det. Havde jeg vidst det, havde jeg aldrig entreret med manden, lyder det. 

Han er jo ikke dømt for noget kriminelt, hvorfor skal samarbejdet så stoppe?

- Det er, fordi han igennem mange år har arbejdet med den her målgruppe, og det er bare ikke foreneligt, hvis man har relationer til unge, at det her foregår.

Nu skal eleverne høres 

Henrik Vestergaard Stokholm vil derfor tage en snak med de elever, der har haft tilknytning til Jesper Nielsen.

- Jeg kommer til at tale med eleverne, som har haft med Jesper at gøre. Jeg vil selvfølgelig spørge ind til, om de har oplevet noget af den her karakter, siger han og tilføjer:

- Jeg er træt af forløbet, og jeg er skuffet over, at jeg ikke fik det her at vide. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Jesper Nielsen har ikke svaret på TV 2 Fyns henvendelser, men kommenterede selv sagen på sin facebookside onsdag aften, hvor han kaldte det for "sit livs fejltagelse".



Oversigt

    Oversigt