Rektor undskylder for udbetalingsændringer efter elevstrejke

Elever fra FGU Fyn i Nyborg har tirsdag strejket fra undervisningen i protest over ændring i udbetalingen af skoleydelse. Nu undskylder rektor for manglende information.

”Kære elev. I forbindelse med overgangen til nyt elevregistreringssystem Fguplaner vil der blive en ændring i forhold til udbetaling af skoleydelse for september 2020.”

Sådan indledes det brev, som FGU Fyn tirsdag sendte til skolens elever. Ændringen betyder, at udbetalingsperioden af skoleydelsen fremover løber fra den 20. til den 20. i en måned fremfor fra den 1. til den 30, som det hidtil har været.

Det betyder konkret for eleverne, at de i september måned kun får udbetalt skoleydelse for 14 dage. Og med kun én dags varsel, valgte eleverne på FGU Fyn i Nyborg onsdag at strejke fra undervisningen.

- Vi har besluttet at strejke i dag, for vi synes ikke, det er okay. Det er ikke første gang, vi får en besked for sent, så vi efterfølgende ikke har mulighed for at spare op, siger Michelle Larsen, der er elev på køkkenlinjen på FGU Fyn i Nyborg.

Får det svært økonomisk 

Ifølge Michelle Larsen vil ændringen i udbetalingen få store konsekvenser for flere af eleverne, da mange enten er udeboende eller har forsøgerpligt.

Det gælder blandt andet for Patrik Christiansen, elev på linjen Turisme, Kultur, Fritid på FGU Fyn i Nyborg.

Hvad er FGU? 

- Det har den betydning, at enten kan jeg gå i minus og sulte, eller også er jeg nødt til at tage et lån, og så ryger jeg i gæld. For det her har jeg simpelthen ikke råd til, forklarer han.

Gitte Lykkehus er rektor på FGU Fyn, der har fem afdelinger fordelt på hele Fyn; Nordfyn, Assens, Odense, Kerteminde og Nyborg. Det er kun på afdelingen i Nyborg, at eleverne har besluttet at strejke.

- Jeg ville gerne have nået at gå i dialog, inden de valgte at strejke, men jeg forstår deres situation, siger hun.

Rektor undskylder 

Gitte Lykkehus forklarer, at ændringen i udbetalingsperioden skyldes, at skolen går over til et nyt system. Men hun beklager, at informationen ikke er kommet ud til eleverne langt tidligere.

- Jeg har meddelt eleverne, at vi har lavet en fejl, for den information skulle have været ude for lang tid siden, så man kunne nå at tage højde for det. Det er vores fejl, indrømmer hun.

Derfor har hun som rektor onsdag været i dialog med de berørte elever, hvor hun har givet dem en undskyldning. Efterfølgende er der fundet en løsning på problemet, mener Gitte Lykkehus.

- Både i går aftes og her til morgen har vi arbejdet på at finde en løsning. Løsningen bliver, at eleverne får løn til den 24. i denne måned og til den 23. i næste måned, så vi fordeler det over tre måneder. Så det bliver færre dage, hvor de ikke får løn. Derefter er vi i et rul fra den 20. til den 20., forklarer rektor.

Strejke sat på pause 

Alligevel undrer Michelle Larsen sig over, at eleverne først får besked om ændringen tirsdag, når skolens ledelse har kendt til ændringen siden april.

Derfor er hun heller ikke tilfreds med skolens bud på en løsning.

- Det er fair, at vi har fået en undskyldning, men vi kan ikke bruge den til noget. Det er ikke i orden, at den slags informationer kommer så sent. Det er ikke første gang. Det er godt, hun kommer med et forslag, men mange er stadig frustrerede. Vi havde gerne set, at man ventede et par måneder, så vi kunne nå at spare op, forklarer Michelle Larsen.

Senere onsdag mødes eleverne på FGU Fyn i Nyborg med repræsentanter fra skolen. Derefter vil eleverne beslutte, om strejken skal fortsætte.

Oversigt

    Oversigt