Russiske krigsskibe og ubåd sejler gennem Storebælt

Onsdag er det muligt at se fire russiske orlogsfartøjer ud for Sjælland med kurs mod Sankt Petersborg.

Onsdag er det muligt at se fire russiske orlogsfartøjer ud for Sjælland med kurs mod Sankt Petersborg.

En atomdreven ubåd med navnet "Smolensk", missilkrydseren "Marshal Ustinov", destroyeren "Severomorsk" og slæbefartøjet "SB-406".

Fire fartøjer fra den russiske flåde sejler onsdag gennem dansk farvand på vej fra det nordlige Rusland til Sankt Petersborg.

Det oplyser Forsvaret.

I Sankt Petersborg skal skibene og ubåden deltage i en årligt tilbagevendende flådeparade, der afholdes i slutningen af juli.

De russiske fartøjer sejler nord om Skagen, mod syd gennem Kattegat, øst om både Læsø og Anholt, forbi Sjællands Odde, mod syd via Storebælt og ned gennem Langelandsbælt.

Vil man gerne se skibene, vil der være bedst mulighed for det, hvis man befinder sig på Sjællands vestkyst onsdag morgen og formiddag.

Det fortæller orlogskaptajn Per Ring Henriksen, der er chef for Søværnskommandoens Nationale Maritime Operationscenter.

- Vi forventer, at de tre skibe og ubåden vil passere Sjællands Odde først på morgenen - ved syv- eller ottetiden - og så sejle under Storebæltsbroen midt på formiddagen.

- Her vil det bedste udsyn opnås fra området ved Korsør, siger han.

Det er en tilbagevendende begivenhed, at russiske orlogsfartøjer sejler gennem dansk farvand i tiden op til flådeparaden i Sankt Petersborg.

Forsvaret oplyser, at krigsskibene ikke har pligt til at melde deres gennemsejling, hvis de sejler enkeltvis. Men følges tre eller flere fartøjer ad, skal de varsle til de danske myndigheder, at de sejler gennem dansk farvand.

Og i de tilfælde følger Forsvaret deres sejlads tæt.

- Vi er selvfølgelig opmærksomme, når en fremmed nations statsskibe sejler gennem dansk farvand. Og når det er statsskibe, der kommer igennem, har vi gerne et af vores egne små skibe ude for at eskortere dem.

- Men opgaven er derudover ikke så meget anderledes, end den plejer at være. For vi overvåger altid farvandene 24 timer i døgnet, siger Per Ring Henriksen.

Rusland har forud for gennemsejlingen oplyst skibenes nøjagtige rute gennem de danske farvande til de danske myndigheder.

Sådan så det ud i sommeren 2017, da en russisk ubåd sejlede under Storebæltsbroen. 

Oversigt

    Oversigt