Sådan arbejder en tricktyv

To bulgarer har tilstået at stå bag et udspekuleret trick med at franarre ekspedienter i supermarkeder penge ved at veksle større pengebeløb. Overvågningskameraet fangede svindlen i Langeskov.

De to bulgarer franarrede i onsdags ekspedienten i Rema 1000 i Langeskovcenteret 3000 kroner. Tricket går ud på, at "kunden" køber en mindre vare, og når han kommer frem til kassen vil han gerne lige have vekslet et større beløb i hundredkronesedler til større sedler.

- Der kommer en udenlandsk mand ind og køber et franskbrød til 17 kroner. Han hiver en stak hundredkronesedler frem og spørger i kassen om han kan veksle. Han hiver flere og flere sedler frem og siger, at han har 5000 kroner. Da de bliver talt efter i kassen mangler der én, og så beder tyven om sedlerne igen, og mens han ligger en krøllet seddel oven på lægger han en stak i sin bukselomme. Kasseekspedienten opdager kun, at han har fået en ekstra hundredkroneseddel, men ikke at der er taget fra i bunden, fortæller Ole Benthien, der er købmand hos Rema 1000 i Langeskov.

Søndag forsøgte de to tyve at gentage tricket i Otterup, men de to mænd blev spottet ud i køen, da de opførte sig mistænkeligt.

Politiet blev tilkaldt og begge mænd blev anholdt.

Varetægtsfængslet

I et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag blev de to mænd varetægtsfængslet i fire uger.

Oversigt

    Oversigt