Samlede 15.000 modstandere af Storebæltsbroen: Nu vil Frank ikke undvære den

15.000 vestsjællændere og fynboer meldte sig ind i Landsforeningen mod Storebæltsbroen, der blev stiftet af blandt andre Frank Hansen. Torsdag fylder broen 20 år, og nu vil stifteren ikke undvære den.

For tyve år siden brugte man 20 milliarder kroner på en bro, der skulle forbinde Østfyn og Vestsjælland. Næsten en milliard kroner per kilometer bro, spenderede man.

Til stor frustration for Frank Hansen og minimum 15.000 andre vestsjællændere og fynboer.

- Jeg havde det fint med færgerne. De havde været der hele tiden. Der var ingen i befolkningen, der syntes, det var sjovt at få en bro, siger Frank Hansen, dagen før Storebæltsbroen fylder 20 år.

Havde broen været til folkeafstemning, er Frank Hansen overbevist om, at den aldrig var blevet bygget.

- Det var derfor, jeg var med til at stifte Landsforeningen mod Storebæltsbroen. Jeg var stærkt imod den bro, fortæller Frank Hansen. 

15.000 medlemmer

Foreningen blev stiftet i 1982. Seks år inden de første bropiller blev hamret i sandbunden midt på Storebælt.

15.000 medlemmer meldte sig ind i foreningen, der ville forhindre, at Storebæltsbroen blev bygget af tre årsager. 

Landsforeningen mod Storebæltsbroen havde tre grunde til, at broen ikke skulle bygges.

Frank Hansen og foreningens øvrige stiftere mente, at man kunne bruge de 22 milliarder kroner på bolig og byfornyelse til gavn for de mange arbejdsløse. Derudover ønskede man ikke at øge bilismen, men i stedet den kollektive trafik, og man frygtede, at byggeriet ville gå ud over vandmiljøet. 

Dernæst fejlede færgerne jo ingen ting. 

- Jeg syntes, at vi havde pligt til at gøre en ordentlig indsats af hensyn til beskæftigelsen og miljøet, så jeg gik stærkt imod en bro - det var ikke bare for sjov, husker Frank Hansen.

Vil ikke undvære broen

Broen blev dog alligevel en realitet og stod færdigbygget i 1998.

Siden da er ti millioner biler om året kørt på tværs af Danmark.

Selv Frank Hansen har siden broens åbning været en flittig bruger. Færgeturen blev alligevel for bøvlet, når man pendlede fra Odense til Brønshøj.

- Jeg brugte sindssygt meget tid på selv at vente på færgehavnen, fordi jeg arbejdede på Sjælland store dele af året. På et eller andet tidspunkt bliver det også træls, fortæller Frank Hansen. 

Frank Hansen spejder ud over den bro, han var så indædt modstander af. I dag vil han ikke undvære den.
Frank Hansen spejder ud over den bro, han var så indædt modstander af. I dag vil han ikke undvære den.
Foto: Anders Høgh

Holdningen ændrede sig langsomt, da han som en af de første tog den 22 kilometer lange tur over Storebælt. I dag vil Frank Hansen helst ikke leve uden broen.

- Jeg vil ikke undvære den et sekund. Jeg synes, den er flot, jeg synes, den er praktisk, og jeg synes, den er hurtig. 

Storebæltsbroen fylder 20 år torsdag og fejres officielt på lørdag. 

Broen er både praktisk og hurtig, erkender Frank Hansen i dag. I stedet for at bruge over en time på at blive sejlet over, kan han i sin bil klare turen på omkring 12 minutter.

Oversigt

    Oversigt