Smidt ud: Byrådsgruppe ekskluderer Jesper Nielsen efter forsøg på at købe nøgenfotos

Jesper Nielsen (S), der forsøgte at købe nøgenbilleder af en mindreårig pige, er med øjeblikkelig virkning smidt ud af byrådsgruppen i Nyborg.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe i Nyborg har med øjeblikkelig virkning smidt Jesper Nielsen ud af gruppen. 

Det sker efter et ekstraordinært gruppemøde, hvor eneste punkt på dagsordenen var en drøftelse af sagen omkring Jesper Nielsen.

Det skriver byrådsgruppen i en pressemeddelelse. 

- Byrådsgruppen har meddelt at der ikke længere er tillid til Jesper Nielsen og derfor er parterne blevet enige om at Jesper Nielsen trækker sig med øjeblikkelig virkning, står der i pressemeddelelsen. 

Ifølge Lone Schmidt (S), der er konstitueret gruppeformand, var det den mulighed begge parter blev enige om. 

- Der er en fuld byrådsgruppe, der er enig i beslutningen, siger Lone Schmidt til TV 2 Fyn.

Hvad betyder og kommer den her sag til at betyde for byrådsgruppen?

- Nu har vi jo kun lige taget den her beslutning. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi som gruppe nok skal komme videre, fortæller Lone Schmidt.

Det ekstraordinære gruppemøde i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Nyborg kommer på baggrund af oplysninger fra Ekstra Bladet.

Oplysninger, der afslører, at Jesper Nielsen, som er formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og tidligere borgmesterkandidat i Nyborg, forsøgte at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige

- Den socialdemokratiske byrådsgruppe tager kraftigt afstand fra Jesper Nielsens handlinger, står der i pressemeddelelsen.

Sit livs fejltagelse

Jesper Nielsen selv har onsdag aften også selv kommenteret sagen. Det har han gjort på sin facebookprofil. 

Her kalder han, det der er sket, for hans livs fejltagelse. 

- Jeg er så ubeskriveligt flov og skamfuld over mine handlinger. Jeg ved, at jeg med mine handlinger har skuffet og svigtet manges tillid til mig, og at det vil tage tid at vinde den tilbage. 

- Jeg vil gerne give min oprigtige undskyldning til alle, der nu får sorger og besvær over mine handlinger.

Jesper Nielsen skriver desuden i sit opslag, at han også har skrevet til borgmesteren, hvor han beder om at trække sig fra byrådet i Nyborg.

TV 2 Fyn har forsøgt at få fat i Jesper Nielsen, men han svarer ikke på vores henvendelser.



Oversigt

    Oversigt