Søværnet indstiller eftersøgning af 44-årig

Det lykkedes ikke mandag at finde en savnet mand i Storebælt. Nu er eftersøgningen indstillet.

Søværnets Operative Kommando (SOK) indstillede mandag aften eftersøgningen af en 44-årig mand, som menes at være faldet over bord fra en skydepram ved Nyborg.

- Vi har været området igennem med både helikopter og overfladeskibe flere gange, og klokken 20 besluttede vi at indstille eftersøgningen, siger stabsvagten hos SOK.

To lystfiskere så ved 15-tiden en skydepram med motoren i tomgang ud for Slipshavn. Et par timer tidligere havde de bemærket prammen, da den sejlede forbi dem med en mand om bord mellem Sprogø og Fyn.

I prammen lå flere effekter, blandt andet en pengepung, en mobiltelefon, noget fiskeudstyr og en redningsvest.

Ud fra de ting, som blev fundet i skydeprammen, mener politiet, at den savnede er en 44-årig mand fra Nyborgkanten. Hans pårørende er underrettet.

Efter fundet af prammen blev en større eftersøgning sat i værk.

To helikoptere ledte på skift i området efter den 44-årige, ligesom et af søværnets patruljeskibe, to hjemmeværnsfartøjer, en redningsbåd og er hollandsk orlogsfartøj gennemsøgte området.

Men klokken 20 blev eftersøgningen altså indstillet, og den vil ikke blive genoptaget tirsdag.

- Så skal der da dukke nye oplysninger op, siger stabsvagten ved SOK.

Oversigt

    Oversigt