Spænding om ny S-spids i Nyborg

Erik Christensen har en klar favorit, men Vibeke Ejlertsen vil ikke fortælle, hvem hun støtter af Martin Stenmann og Sonja Marie Jensen.

I TV 2/Fyns udsendelse fredag aften sagde vi, at "flere prominente socialdemokrater har bekendt kulør". Det fremstod, som om Vibeke Ejlertsen offentligt bakkede op om Martin Stenmann. Det er ikke korrekt. Vi beklager fejlen. 

Fredag meldte både den 36-årige Martin Stenmann og den 23-årige Sonja Marie Jensen sig på banen som kommende spidskandidat for Socialdemokratiet i Nyborg. Dermed er der kampvalg, og imens den tidligere Nyborg-borgmester, Erik Christensen, er klar i mælet om sin støtte til Sonja Marie Jensen, så er Vibeke Ejlertsen mere tilbageholdende.

Vibeke Ejlertsen siger til TV 2/Fyn, at hun har valgt, hvilken af de to kandidater hun støtter. Hun vil ikke oplyse hvem, men siger følgende:

- Jeg skal ikke dømme nogen ude på forhånd, men Martin Stenmann er jo noget ældre. Han har stiftet familie og har en anden hel anden livserfaring. Han har politisk vægt gennem mange års politisk arbejde. Det hverv, som han måske vil overtage, det kræver livserfaring.

Om Sonja Marie Jensen siger den afgående spidskandidat følgende:

- Det er godt for demokratiet, at Sonja byder ind med sig selv, som spidskandidat. Jeg ser det som et sundhedstegn for partiet, at vi har en kandidat med pondus og erfaring og en ung kandidat med modet, siger Vibeke Ejlertsen.

Erik Christensen: Sonja er en sjælden diamant

Erik Christensen bakker Sonja Marie Jensen op

Den tidligere borgmester i Nyborg og nuværende MF'er for Socialdemokratiet, Erik Christensen, er til gengæld klokkeklar i sine udmeldinger.

- Jeg bakker 100 procent op om Sonja Marie Jensen, siger Erik Christensen og uddyber.

-  Hun har fremtiden foran sig, men hun er samtidig et stort politisk talent. Det synes jeg, at vi virkelig skal tage i mod. Det er sjældent, at der kommer sådan en diamant ind i en byrådsgruppe, og det synes jeg bare, at man skal bakke op om. Jeg håber virkelig, at medlemmerne af Socialdemokratiet i Nyborg kan se, at der er et talent hér, som vi kan bygge på, siger Erik Christensen.

Også det socialdemokratiske byrådsmedlem Per Jespersen bakker op om Sonja Marie Jensen.

- Det bliver så spændende, og jeg støtter 100 % op om Sonja. Sonja næsten 6 doblede sit personlige stemmetal, ved sidste kommunalvalg. Det er et klart tegn fra vores vælgere om, hvem vi skal støtte op om, skrev Per Jespersen fredag på sin Facebook-side.

Oversigt

    Oversigt