Stjålet container med arkæologiske værdigenstande fundet ved kirke

Stjålet container med kulturhistorisk værdi er fundet i nærheden af Ellinge Kirke på Østfyn. Intet mangler i containeren, oplyser politiet.

En stjålet container, der tilhører Øhavsmuseet i Faaborg, er blevet fundet tirsdag ved Ellinge Kirke. Det oplyser arkæolog Nina Boutrup fra Øhavsmuseet til TV 2/Fyn.  

- At den bare var dumpet et sted på Fyn, var alt, vi håbede på. Vi er rigtig glade, siger Nina Boutrup. 

Fyns Politi fortæller, at det er en lokal, der har opdaget containeren. Ifølge Nina Boutrup er det kirkens graver, der har kontaktet politiet. 

- Stjålen container tilhørende Øhavsmuseet med arkæologiske fund, der blev stjålet i weekenden, er fundet igen ved Ellinge Kirke i Ullerslev. Intet mangler i den. Tak til den årvågne borger, der ringede til os, oplyser politiet på Twitter.  

Tyve satte lås på container

Containeren blev brugt til opbevaring af værktøj og redskaber nær en udgravning i Årslev.

Foruden redskaberne indeholdt den også jordprøver og potteskår, der beskrives som fund af kulturhistorisk værdi. Museet forklarer, at jordprøverne har stor betydning for den arkæologiske analyse, der laves i området ved Årslev.

- Der er stadig en lås på, som vi ikke har sat på. Det kunne tyde på, at der er nogen, som har tænkt sig at komme tilbage efter den. Den har ikke været brudt op, siger Nina Boutrup. 

Politi til stede

Ifølge museet har politiet været til stede i nærheden af kirken tirsdag formiddag. Politiet er dog ikke længere til stede ved kirken, hvor den stjålne container er fundet. 

Politiet fik anmeldelsen om tyveriet mandag morgen. Tyveriet er sket i weekenden mellem fredag klokken 12 og mandag morgen på Møllegårdsvænget i Årslev. 

Hvordan den er blevet stjålet, og hvordan den er kommet til Østfyn, vides endnu ikke. 

Opdatering
Clock09. jul 2019, kl. 10:23
Artiklen er opdateret med billeder og video fra Ellinge Kirke.

 

Oversigt

    Oversigt