I det fynske folks tjeneste

Stor renovering af Nyborgs nye vartegn

Det skrider fremad med renoveringen af Nyborg Kirke, som skal være nyt vartegn for den østfynske by.

Nyborg Kirke skal renoveres for 20 millioner kroner. Foto: Morten Albek

Det roder i Nyborg Kirke.

Kirken står overfor en større renovering af blandt andet træværket, og den skal have nye, glaserede tegl på taget.

- Taget er blevet sikret, sådan at det kan modstå de klimaforandringer, der kommer fremover, siger Kurt Kristensen, der er kirketjener i Nyborg Kirke.

Når kirkens tag er færdigt, skal kirketårnet have udskiftet de rådne bjælker, der bærer tårnet. Desuden lavede en løsrevet presenning skade på tårnurets visere. Det skal også udbedres.

Læs også Fynsk kommune oplever største stigning i iværksætteri

- Men vi venter med at sætte dem på, indtil stilladset er kommet op omkring tårnet, fortæller kirketjeneren til TV 2/Fyn.

Den samlede pris for tag, tårn samt orgelrenovering kommer til at koste i nærheden af 20 millioner kroner. De fleste af pengene har menighedsrådet selv sparet op.

Slidt orgel

Det er ikke kun kirken, der får den helt store tur.

Organist Claus Tolstrup er blevet hjemløs for en stund, for kirkens orgel skal også renoveres. Selvom orgelet kun er 50 år gammelt, er det slidt og i dårlig stand.

- Vi får repareret mekanikken og får sat ny belægning på nogle af tangenterne, der er helt hule, siger organisten.

Efter renoveringen forsynes orgelet med 150 nye orgelpiber.

Claus Tolstrup ved kirkens midlertidige mini-orgel. Foto: Morten Albek

- Det bliver mere fyldigt i klangen. Det kommer til at virke lidt som om, der kommer nogle flere celloer, og lyden bliver knap så skinger, siger Claus Tolstrup.

Det nye orgel indvies første advent i julemåneden. Indtil da må organisten i Nyborg Kirke nøjes med et lille, mobilt orgel, der står i selve kirkerummet.

- Det er en lille reservebil. Det er konebilen, siger Claus Tolstrup.

Oplyst kirke

Menighedsrådet i Nyborg Kirke har, med hjælp fra Nyborg Kommune, desuden fundet penge til udendørsbelysning af kirketårnet.

Læs også Al charterflyvning ud fra Fyn er bremset

- Kommunens interesse var, at tårnet kunne ses især ude fra, siger formand for Nyborg Menighedsråd Torben Hårbøl.

Belysningen af kirketårnet vil kunne ses helt fra motorvejen og gøre kirken til et synligt vartegn for Nyborg.

- Vi havde snakket om julebelysningen af kirken og havde ikke fundet den helt rigtige løsning. Derfor gik vi i dialog med kommunen om projektet, siger formanden for menighedsrådet.

Renoveringen af kirkens tårn, som er den sidste del af renoveringen, forventes at være færdig kort før jul næste år.