Sygemeldt kommunaldirektør: Politikere i Nyborg tager skridt til at drøfte ansættelse

Nyborgs Byråd skal nu tage stilling til kommunaldirektør Lars Svenningsens videre ansættelse.

Nyborg Byråd skal om kort tid tage stilling til, om den sygemeldte kommunaldirektør Lars Svenningsen fortsat skal være ansat i Nyborg Kommune.

Det er en kendsgerning efter, at Nyborgs økonomiudvalg mandag i en pressemeddelelse meddelte, at "der skal indledes en proces med henblik på at afklare det fremtidige samarbejde med kommunaldirektør Lars Svenningsen. Det er kommunaldirektørens længerevarende sygefravær og konsekvenserne heraf, der er baggrunden for at processen nu sættes i gang", hedder det.

Processen i forhold til Lars Svenningsens er sat i værk efter, at han af to gange - senest i maj - har været sygemeldt, og dagen før, at Nyborg Byråd skal diskutere indholdet i den såkaldte Komponentrapport.

Rapporten er en undersøgelse af samarbejdsklimaet og arbejdsmiljøet i kommunen og blev sat i værk efter en famøs julefrokost, hvor vicekommunaldirektør og tekniske direktør Søren Møllegård efter gensidig aftale fratrådte på grund af upassende opførsel.

Lars Svenningsen stopper som kommunaldirektør i Nyborg.
Lars Svenningsen stopper som kommunaldirektør i Nyborg.

Sygdom handler ikke om uro

Siden afslørede en anonym medarbejder på rådhuset, at der var andre tilfælde af upassende opførsel, og at det var kendt i ledelseslaget.

Det er dog flere gange blevet tilbagevist af kommunens ledelse, at kommunaldirektørens sygemelding har noget med uroen på rådhuset at gøre.

Og uro har der været meget af på rådhuset.

For midt i forløbet med Komponent-undersøgelsen tog kommunens udviklings- og erhvervschef Babak Djarahi sit gode tøj og sagde op. Han var i en periode konstitueret som direktør i teknisk forvaltning, men stoppede efter det, han selv betegner som et rodet og uskønt forløb.

Og for nylig tog kommunen så afsked med kommunens ældre- og sundhedschef Mette Bill Ladegaard på baggrund af oplysninger til klima-undersøgelsen om hendes ledelsesadfærd.

Lars Svenningsen tiltrådte som kommunaldirektør i 2001 og har arbejdet under fire forskellige borgmestre.

Endelig beslutning senere i august

Kommunaldirektøren er ansat af byrådet, og derfor er det Nyborg Kommunes byråd der på et møde i løbet af august måned, skal træffe den endelige beslutning om det fremtidige samarbejde.

Siden kommunaldirektørens sygemelding har kommunen været ledet af en samlet direktion bestående af Anders M Sørensen, Marianne Stentebjerg og Torben Kemp Danielsen.

I løbet af august måned vil en fremadrettet fordeling af direktionens opgaver drøftes, oplyses det i pressemeddelelsen. 

I pressemeddelelsen henviser Nyborg Kommune til informationschef Lone Mørup.

Hun oplyser til TV 2 Fyn, at kommunen ikke har yderligere kommentarer, da der er tale om en personalesag.