Tæt trafik på Storebælt efter bilbrand på Højbroen

En bilbrand lukkede mandag formiddag Storebæltsbroen i retning mod Fyn.

Opdatering
Clock07. okt 2019, kl. 09:53
Sydsjællands Politi skriver på Twitter, at der nu er et spor farbart i retning mod Fyn.
Clock07. okt 2019, kl. 10:11
Storebælt A/S advarer mod kødannelse i retning mod Sjælland på grund af branden i vestgående retning.

En brændende bil i nødsporet på Højbroen lukker mandag formiddag Storebæltsbroen i retning mod Fyn.

Det fortæller vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV 2/Fyn.

- Bilen holder i nødsporet, men af hensyn til slukningen og sikkerheden, har Storebælt lukket helt for trafik i vestgående retning, siger vagtchefen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han fortæller, at røgen driver ind over det østgående spor, altså i retning mod Sjælland, men at trafikken glider stille og roligt forbi bilen.

Politiet fik melding om branden klokken 9.21. Ifølge Ole Hald er der ikke rekvireret ambulance, og eftersom bilen holder i nødsporet, har vagtchefen ingen formodning om, at der er tilskadekomne ved branden.

- Jeg tror, at branden skyldes et teknisk problem på bilen. Branden er allerede slukket, men det ryger fortsat kraftigt, siger Ole Hald.

Han understreger, at hans oplysninger endnu er sparsomme, da Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi klokken 9.35 endnu ikke er fremme ved branden.

Ifølge vagtchefen er der ingen tidshorisont for, hvornår broen igen kan åbnes.

- Det afgør de ude på stedet, men de har selvfølgelig intention om at få lukket op hurtigst muligt. Jeg tror ikke, at det varer så længe, siger Ole Hald.

Oversigt

    Oversigt