Tilladelse til kæmpe-marina i Nyborg trukket tilbage

Tilladelsen til den gigantiske marina, som jysk forretningsmand vil opføre ved det gamle Knudshoved færgeleje, er trukket tilbage efter klage fra naturfredningsforening. Nu har investor forsøgt at få godkendt byggeri i over otte år.

Visionen er, at bygge Nordeuropas største marina ved det gamle Knudshoved færgeleje. Her skal være 2.800 bådpladser og landets største havn til husbåde. Marinaen skal hedde Admiral Marina.

En investering på 300 millioner kroner.

Men nu er planerne kulsejlet. En klage fra Danmarks Naturfredningsforening har sat en - i hvert fald midlertidig - stopper for de store armbevægelser.

Og det har skabt vrede i Nyborg.

- Det er en sag, som har fået lov til at forløbe i alt for mange år med alt for mange obstruktioner. Jeg har meget svært ved at begribe, at man i Nyborg ved det gamle færgeleje ikke kan få lov til at lave det projekt, siger borgmester Kenneth Muhs.

Og det er en gammel sag, der nu ser ud til at blive endnu længere.

Undervejs i næsten ni år

Selskabet A/S Knudshoved Havn med hovedsæde i Randers købte havnearealerne i Nyborg af DSB tilbage i februar 2009. Lige siden har selskabet kæmpet for at få tilladelse til at opføre Admiral Marina på arealet.

quote Der var en begrundet bekymring for, at de her mange motorbåde, som man lægger op til skulle være i marinaen, at de kunne fortrænge de småhvaler, som har deres kerneområde derude.

Bo Håkansson, seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening.

Gentagne gange i løbet af de seneste 8,5 år har fredningsmyndigheder givet A/S Knudshoved Havn afslag på planerne ved det gamle færgeleje. I flere tilfælde efter klager fra Danmarks Naturfredningsforening.

Men i december 2015 gik ansøgningen endelig igennem, og Admiral Marina lignede en realitet. Men kun for en stund. For i januar sidste år klagede Danmarks Naturfredningsforening over tilladelsen.

Foreningen mente ikke, at de eventuelle konsekvenser for marsvinbestanden i området var undersøgt godt nok. Og den klage har foreningen netop fået medhold i. Derfor er tilladelsen til at bygge Admiral Marina nu endnu engang trukket tilbage.

Sådan her er det planen, at Admiral Marina skal se ud, hvis selskabet bag engang får tilladelse til byggeriet. Foto: Admiral Marina.
Sådan her er det planen, at Admiral Marina skal se ud, hvis selskabet bag engang får tilladelse til byggeriet. Foto: Admiral Marina.

- Der var en begrundet bekymring for, at de her mange motorbåde, som man lægger op til skulle være i marinaen, at de kunne fortrænge de småhvaler, som har deres kerneområde derude.

Sådan lyder begrundelsen for klagen fra Bo Håkansson, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Marina god for sejlermiljø

Men den begrundelse kan Kenneth Muhs ikke følge.

- Der sejlede færger igennem området i rigtig mange år. Så jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan en marina kan være en større belastning for marsvinene i området, siger Kennth Muhs.

Han spår, at en kæmpemarina ved Knudshoved vil øge omsætningen bredt i hele byen. Især i turisterhvervene.

Kulsejlingen ærgrer ikke bare Nyborgs borgmester. 

I Nyborg Sejlforening havde formand Jens Haugaard også håbet på, at Admiral Marina skulle have lov at se dagens lys.

Nyborg har allerede en marina, som endog er mere bynær end den planlagte Admiral Marina. Så formanden regner ikke med, at sejlerne vil forlade Nyborg Marina til fordel for den nye. Ikke desto mindre vil det gavne miljøet på hele Fyn, hvis den nye marina bliver en realitet, mener han.

- En marina ved det gamle færgeleje vil få enorm betydning for ikke bare sejlermiljøet i Nyborg, men for sejlermiljøet i hele Danmark. Med den vanddybde, der er i det gamle færgeleje, kan det blive en unik marina, fordi den kan tage de helt store både ind. Det vil tiltrække sejlere fra hele Europa, siger Jens Haugaard.

Tror stadig på projektet

Men før marinaen kan blive en realitet skal konsekvenserne for marsvinene altså undersøges ordentligt. Det er et EU-krav, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Der var ikke lavet en ordentlig vurdering af, hvad en ny marina derude vil betyde for marsvinene i området. Og det skal man jo. Det står både i EU-lovgivningen og i dansk lovgivning. Derfor klagede vi. For vi kunne jo se meget tydeligt, at sådan en konsekvensvurdering var der ikke lavet i en tilfredsstillende kvalitet, siger Bo Håkansson, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

quote - Det er en sag, som har fået lov til at forløbe i alt for mange år med alt for mange obstruktioner. Jeg har meget svært ved at begribe, at man i Nyborg ved det gamle færgeleje ikke kan få lov til at lave det projekt.

Kenneth Muhs (V), Borgmester, Nyborg.

Hos A/S Knudshoved Havn, selskabet som står bag ønsket om at bygge Admiral Marina, er skuffelsen og den tilbagetrukne tilladelse til at tage og føle på.

Det får dog ikke direktør Peter Poulsen til at skrinlægge sine planer.

- Vi er rigtig trætte af, at vores myndighedsbehandling nu har varet i over 8,5 år. Men vi forventer en hurtig afklaring fra Kystdirektoratets side, siger Peter Poulsen.

Det er Miljø- og Fødevareklagenævnet, som 30. juni 2017 traf afgørelse i sagen om Kystdirektoratets tilladelse til at anlægge Admiral Marina. Klagenævnet ophævede tilladelsen til det projektet efter klage fra Danmarks Naturfredningsforening.

Sagen er derfor nu sendt til fornyet behandling hos Kystdirektoratet.

Oversigt

    Oversigt