Topchef fratræder efter upassende adfærd

Vicekommunaldirektør er fratrådt sit job efter gensidig aftale. Der iværksættes nu en undersøgelse.

Vicekommunaldirektør Søren Møllegård fratræder efter gensidig aftale sin stilling i Nyborg Kommune.

- Han har udvist en adfærd, der ikke er forenelig med stillingen som vicekommunaldirektør, siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V) til TV 2 Fyn og tilføjer:

- Jeg er ked af, at der er udvist en adfærd. Vi reagerer og tager det meget alvorligt, for det handler om, at vores dygtige medarbejdere skal komme videre, siger borgmesteren.

Ekstern undersøgelse

Derfor har et enigt byråd på et ekstraordinært møde besluttet at iværksætte en uvildig ekstern undersøgelse af Nyborg Kommune som arbejdsplads, så hurtigt som muligt i starten af det nye år.

Vicekommunaldirektør Søren Møllegård, Nyborg
Vicekommunaldirektør Søren Møllegård, Nyborg

- I byrådet har vi en klar ambition om, hvordan Nyborg Kommune skal være som arbejdsplads. Vi har dygtige medarbejdere, der hver dag sikrer vores stærke fundament som organisation. Medarbejdere som der er stor tillid til. Undersøgelsen som vi sætter i gang skal sikre, at vi har den samarbejdsform, omgangsform og kultur vi ønsker, siger borgmester Kenneth Muhs. 

Borgmesteren ønsker ikke at kommentere på, hvad der har gjort, at Søren Møllegård er blevet fyret. Fyringen kommer få dage efter afholdelsen af en kommunal julefrokost, men Kenneth Muhs kan ikke kommentere på, hvorvidt der er en sammehæng.

Har adfærden stået på over en længere periode, eller har en episode gjort udfaldet?

- Jeg kan ikke kommentere på det. Men jeg er rigtig ked af den adfærd, der er udvist. Nu har vi som enigt byråd valgt at få sat en ekstern, uvildig undersøgelse i gang af kommunen som arbejdsplads, for vores dygtige medarbejdere er i fokus, siger Kenneth Muhs.


Oversigt

    Oversigt