Tre brande på fire timer i Nyborg

Inden for en radius af 400 meter har der natten til fredag været tre brande på under fire timer.

Der har natten til fredag været tre forskellige brande inden for en radius af 400 meter i Nyborg. Det oplyser vagtchef Anders Furbo Therkelsen hos Fyns Politi.

- De ligger meget tæt på hinanden. Vi efterforsker alle tre som påsatte, og en af vores hypoteser er, at det er de samme gerningsmænd, siger Anders Furbo Therkelsen til TV 2/Fyn. 

Den første brand fandt sted på Glacisstien klokken 01.38 i et kolonihavehus, der ejes af Nyborg Sportsfiskerforening. Huset er fuldstændig brændt ned og står ikke til at redde, oplyser foreningen.

- Der går en alarm fra huset. Da vagtselskabet når frem, kan de konstatere, at det brænder kraftigt derude, siger Anders Furbo Therkelsen.

Da brandvæsen og politi kommer frem, står det klart, at branden formentlig er påsat.

- Det brænder det meste af det. Allerede der er der nogle ting, der gør, at vi mistænker det for at være påsat, siger Anders Furbo Therkelsen, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvad det er.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politihunde opdagede ny brand

Klokken 04.44 var der igen brand i Nyborg - denne gang i et kolonihavehus på Nydamsvej.

- Det brænder, men de får det bekæmpet forholdsvist hurtigt. Det brænder ikke ned, siger Anders Furbo Therkelsen.

En halv time senere - klokken 05.16 - er den gal igen i nærheden. Det er politiets hunde, der undersøger området for spor, og de opdager en brand i haveforeningen Grejsdalen i nærheden af Nyborg Sygehus.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi er derude og søge med nogle hunde og ser, om vi kan finde nogle spor. Da hundene runderer, opdager de, at det brænder tæt på også, siger Anders Furbo Therkelsen.

- Det får de også forholdsvist hurtigt bekæmpet, siger han.

Har du set noget i forbindelse med brandene i Nyborg, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Flere brande i samme område

Det er ikke første gang i løbet af sommeren, at der har været brande i kolonihaverne i området.

I juni var der tre brande i kolonihavehusene i Grejsdalen og Helgetoften, der ligger tæt på.

Også Nyborg Voldspil, der holder til få hundrede meter fra kolonihaverne, har haft problemer med brande det seneste stykke tid. I maj blev der sat ild til nogle papirruller, og det blev opdaget af nogle skuespillere. 

 

 

Oversigt

    Oversigt