Uheld lukkede Storebæltsbroen mod Sjælland i to timer

Storebæltsbroen har genåbnet for biltrafik i retning mod Sjælland, lyder melding søndag klokken 20.12.

Bilister med kurs mod Sjælland over Storebæltsbroen måtte søndag aften vente tålmodigt.

For klokken 18.10 blev Storebæltsbroen lukket for biltrafik i retning mod Sjælland efter et uheld. Men cirka to timer senere - klokken 20.12 - oplyser Sund & Bælt, at der igen er åbent for biltrafik.

Der er dog fortsat tæt trafik ved broen umiddelbart efter genåbningen, viser Vejdirektoratets trafikkort.

I første omgang lød det, at broen kunne genåbne klokken 19, men det blev siden udskudt flere gange.

Biler, der allerede var på broen, da den lukkede, fik dog lov til at passere uheldet, da broen i første omgang blev holdt åbent i et spor.

Klokken 19.45 oplyste politiet, at det lukkede for al trafik i begge retninger. Det skete dog kun kortvarigt af hensyn til sikkerheden, mens en påhængsvogn skulle løftes væk med en kran.

Det fortalte Mikkel Kjærgaard, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han fortalte tidligere søndag aften, at uheldet bestod i, at traileren havde lagt sig over på siden.

- Det er formentlig vinden, sagde vagtchefen.

På Storebæltsbroen er der søndag kraftig blæst, så Sund & Bælt fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer. Varslet ventes ophævet klokken 22.