Uregerlige badegæster hærger i kystby - endnu en svømmehal tager vagter i brug
kopieret!
For at passe på medarbejdere og badegæster har Nyborg Svømme- og Badeland hyret vagter. Politikere mener dog trygheden i svømmehallen bør være en politiopgave. Fyns Politi kan ikke genkende billedet.
Før sommerferien indførte Nyborg Svømme- og Badeland såkaldte tryghedsvagter, som tager sig af de badegæster, der ikke har tænkt sig at følge reglerne i svømmehallen.
Personalet er nemlig utrygge ved særlige grupper af badegæster, som ofte er store grupper af mænd eller familier af anden etnisk herkomst, der overfalder personalet verbalt og i nogle tilfælde har truet medarbejderne.
- Vi har kunne mærke en stigning op til sommerferien i antallet af konflikter, vi har med gæster i huset. Primært i weekenden. Vi har bare ikke kunne få hjælp af politiet tidligere, derfor er vi blevet nødt til at søge ekstern hjælp, siger centerleder Keld Arentoft.
Svømmehallen bruger nu store pengesummer på vagterne, som skal holde svømmehallen tryg, og beder politikere i Nyborg Kommune om en håndsrækning til at finansiere tiltaget.
- Vagterne giver mig og mit team en god tryghed, for de kan tage konflikterne i samme øjeblik som de opstår, siger receptionschef Peter Johanson.
Han har eksempelvis gentagne gange oplevet, at personalet er blevet kaldt for racister, når der er opstået konflikter mellem dem og de uregerlige badegæster.
Har forbud andre steder
Badegæsterne er ikke helt ukendte. Flere af dem har nemlig allerede forbud mod at komme i svømmehaller i Odense, efter de har skabt utryghed og brudt svømmehallens regler.
I svømmehallen på Klosterbakken i Odense var man i efterårsferien 2023 udsat for ganske utrygge episoder, hvor en gruppe unge lavede så meget ballade, at politiet en enkelt gang måtte rykke ud med en hundepatrulje.
Flere odenseanske svømmehaller har derfor længe benyttet sig af de tryghedsskabende vagter, men noget tyder på, at problemet bare har flyttet sig mod kysten.
Den tendens ser socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg alvorligt på.
- Det er enormt grænseoverskridende og udtryk for en dominanskultur, som skaber rigtig meget utryghed blandt helt almindelige mennesker. Det skal vi ikke acceptere, siger han.
Efter sagerne i Odense og de nye sager fra Nyborg vil han nu tale med sine retsordfører-kollegaer på Christiansborg og kræve at politiet tager problemstillingen mere seriøst.
Men skal politiet så stå på kanten af badebassinet og holde øje?
- Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan politiet løser opgaven. Den skal bare løses, for folk skal ikke stoppe med at gå i svømmehallen, fordi nogle indvandrerdrenge truer dem væk, siger Bjørn Brandenborg.
Er politiets opgave
Nyborg Svømme- og Badeland regner med at bruge 365.000 kroner i år på tryghedsvagterne, men spørger man byens borgmester, Kenneth Muhs (V), er det slet ikke penge, som Nyborg Kommune bør poste i svømmehallens sikkerhed.
- Grundlæggende er det jo helt forkert, at vi skal bruge skatteborgernes penge til at skabe tryghed på den her måde. Det er en politiopgave at tage sig af den slags, slår han fast.
Han vil derfor tale med politiet og sine fynske borgmesterkollegaer om hvordan situationen skal tackles.
En vurdering som Bjørn Brandenborg (S) giver borgmesteren ret i.
- Jeg ville også være træt af, hvis pengene i kommunekassen i Svendborg, hvor jeg bor, skulle bruges på den slags. Det er simpelthen politiet, der er nødt til at skride ind overfor den slags adfærd, siger han.
50 minutters ventetid
Hos Fyns Politi er man ærgerlig over, at svømmehallen i Nyborg oplever, at politiet ikke rykker ud, når de ringer.
- I 2024 har Fyns Politi modtaget i alt fire anmeldelser om uro, og vi er rykket ud samtlige gange. I de fleste tilfælde har det også betydet, at vi har bortvist personer fra svømmehallen, lyder det i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.
- Vi har ikke modtaget anmeldelser om problemer siden juni måned, men hvis svømmehallen oplever problemer, så skal de ikke tøve med at kontakte os og anmelde det.
Til det svar, siger Centerleder i svømmehallen, Keld Arentoft, at han selv har talt med politiet efterfølgende og at problemet opstår i ventetiden fra man tilkalder politiet og til betjentene når frem.
- Én gang for os, hvor de ikke kommer med det samme, betyder meget. I juni ringede vi og der gik 50 minutter før de kom på grund af, de var optaget noget andet. Her i Nyborg er der langt mellem patruljerne og ventetiden for os er bare længere, siger han og tilføjer.
- Siden vi har haft Team Tryghed, har vi så ikke haft behov for politiet.
Odense Kommune har på et år brugt 673.000 kroner på tryghedsskabende vagter i svømmehaller og friluftsbad.