To varetægtsfængslet for vold

To af fem anholdte i en sag om vold nær Nyborg blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i fire uger.

Fyns Politi anholdt onsdag eftermiddag fem polske personer, der er mistænkt i en sag om grov vold mod en mand. Offeret er også fra Polen og de involverede skulle have kendt hinanden på forhånd.
 
Anmeldelsen om den grove vold kom klokken 16.05, og den fik politiet til at rykke ud til en adresse på Svendborg Landevej ved Frørup syd for Nyborg. I forbindelse med anholdelserne og ransagning på adressen var landevejen spærret i godt to timer.
 
Offeret for den grove vold er uden for livsfare, oplyser politiet.
 
- Noget tyder på, at han har været udsat for stump vold. Han kan altså være blevet slået med forskellige genstande over en længere periode. Han er voldsomt forslået og har brud forskellige steder på kroppen, sagde vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi torsdag.
 
Der anholdte var fire mænd og en kvinde.

Hun er 36 år, mens to af mændene er henholdsvis 36 og 44 år. Den sidste vurderer politiet til at være omkring 30 år, men han har ikke villet sige, hvem han er.

Fyns Politi ønsker ikke at oplyse noget om motivet til volden.

Oversigt

    Oversigt