What? Axelsen med i kinesisk kærlighedsfilm

Det lyder som ren sladder. Men en ny stor kinesisk kærlighedsfilm skal optages i Nyborg. Og på statistlisten finder man blandt andre OL-bronzevinder Viktor Axelsen.

På fredag begynder filmoptagelserne til "Stolen Fairytales" i Nyborg. Det er første gang, at et kinesisk filmhold vælger Danmark og Nyborg som location for filmoptagelser.

- Det er lidt vildt, lyder det fra Lisa Johansen i Lifelong Learning, der er dansk-kinesisk virksomhed. Hun er en af de lokale kræfter, der har hjulpet med at få filmholdet til Nyborg.

Grisehoved og rødt klæde

Optagelserne skydes officielt i gang på fredag præcis klokken 10.18 ved en ceremoni foran Rådhuset i Nyborg - og det sker ved at løfte et rødt klæde af et kamera. Det er en kinesisk tradition, der skal bringe held med optagelserne. 

- Og så er der også noget med et grisehoved og tre forskellige slags frugter i et særligt antal. Det er meget specielt, fortæller Lisa Johansen. 

Den primære danske partner i filmprojektet er netop den lokale virksomhed Lifelong Learning, der arbejder på brobygning inden for dansk og kinesisk kultur. 

- Det er meget vanskeligt at få kontakt til den kinesiske filmverden, men jeg arbejder sammen med en kinesisk kvinde, der har de kontakter.

Viktor med i flere scener

Virksomheden har sikret, at kineserne får et par danske statister at se i filmen, som de allerede kender fra tv. 

Og her er den ene fynske Viktor Axelsen, der imponerede alt og alle, da han gennemførte et interview på kinesisk under OL, hvor han vandt en bronzemedalje. 

- Han har en lille rolle, hvor han egentlig er sig selv, fortæller Lisa Johansen, der dog helst ikke vil røbe mere om fynboens rolle i den store kærlighedsfilm. 

- Han er med i nogle scener, afslører hun dog. 

- Viktor går ind i dette projekt, fordi det er en god mulighed for at bruge sit kinesiske - og det er derfor, han er valgt. Samtidig kan det bygge bro mellem de mange millioner seere - og udvide vores netværk, fortæller Viktors far, Henrik Axelsen.

Nyborg bliver det fysiske omdrejningspunkt i filmen, hvor mange genkendelige locationer vil indgå, blandt andet Nyborg Slot, Nyborg Rådhus, Nyborg Marina, Vor Frue Kirke, Nyborg Kirkegård, Hotel Sinatur Storebælt, Storebæltsbroen og mange flere.

Foruden locationer i Nyborg vil der også indgå borgere fra Nyborg Kommune som statister i filmen.

Filmen optages fra 23. september – 5. oktober, og redigeres i løbet af 2016, så den er klar til visning i starten af 2017.

Filmen vises på ledende kinesiske internetportaler a la Netflix eller HBO.

 

Oversigt

    Oversigt