16 år siden: Her kommer søkoen Henriette til Odense

Søkoen Henriette kom til Odense Zoo med lastbil for 16 år siden. Fredag følger Fyn med i fødslen af hendes kalv.

Den 4. maj 2001 rullede en lastbil ind gennem porten til Odense Zoo. Lasten var af en særpræget størrelse: En fuldvoksen søko.

Henriette, hed hun. Og fredag er hun og hendes fødsel genstand for mange fynboers opmærksomhed.

Før rejsen til Odense opholdt hun sig i en zoologisk have i Nürnberg. Ved ankomsten havde hun tilbagelagt 14 timer og 1000 kilometer i lastbilen.

De medrejsende zoologer havde jævnligt set til hende og noteret sig, at hun dukkede op til overfladen i sit bassin for at trække vejret et par gange i minuttet.

Hun klarede rejsen flot.

Følger spændt med

I løbet af fredagen kom der flere og flere nysgerrige mennesker til Oceanium i Odense Zoo, hvor Henriette har været i fødsel siden morgenen samme dag.

Også de ansatte følger opmærksomt med. Det fortæller Nina Collatz Christensen, der er zoolog i Odense Zoo.

- Vi kan se, at halen er kommet ud, så vi følger spændt med. Den her hun, der er under fødsel nu, har haft nogle dødsfødsler før. Derfor er vi ekstra spændte på, om det er en levedygtig unge, fortalte hun til TV 2/FYN.

Ifølge Nina Collatz Christensen er det umuligt at vide, hvor lang tid fødslen vil tage.

Naturen må gå sin gang

- Jeg synes allerede, fødslen har taget lang tid, men reelt ved vi ikke, hvor lang tid en søkofødsel tager. Det kan være ovre om en time, og det kan tage tyve timer mere. Vi ved det ikke, forklarede hun.

Personalet i zoo havde ikke planer om at holde Henriette med selskab efter fyraften, hvis ikke ungen havde vist sig inden da.

- Vi plejer ikke at natteovervåge fødende dyr. De plejer selv at finde ud af det. Derfor lader vi dem nok bare være i fred, hvis det trækker så lang tid ud, fortalte hun.

Du kan se en video fra ankomsten øverst i artiklen. Herunder kan du se et klip fra vores live-sending fra Odense Zoo tidligere fredag eftermiddag.

Søko føder: Det kan tage tyve timer endu

Oversigt

    Oversigt