16-årig kørte alt for stærkt og formentlig i påvirket tilstand

To biler er kørt sammen på Vollsmose Alle. Ifølge et tweet fra Fyns Politi kørte en bil med en 16-årig dreng bag rattet over for rødt.

Opdateret
Clock16. okt 2019, kl. 17:31
Artiklen er opdateret med nye citater fra Fyns Politi og oplysning om, at den 16-årige kørte for hurtigt og formentlig i påvirket tilstand.

To biler kørte sammen på Vollsmose Alle ved Egeparken onsdag formiddag. Ifølge Fyns Politi var føreren af den ene bil en 16-årig dreng, som kørte alt for stærkt og formentlig i påvirket tilstand. 

- Han er bragt på sygehuset, og han er til alt held kun lettere tilskadekommen. Han er indlagt til observation, men vi har faktisk ikke snakket med ham endnu, siger vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen onsdag eftermiddag. 

Fyns Politi fik anmeldelsen om det alvorlige færdselsuheld i krydset Vollsmose Allé og Bådvej klokken 11.17. 

Ifølge et vidne, som Fyns Politi har afhørt, skete ulykken, da bilen med den 16-årige kom kørende ad Vollsmose Allé mod nord, og kørte  over for rødt i krydset ved Egeparken og Bådvej. Bilen blev ramt på fronten og blev herefter slynget mod et træ.

- Vi ved, at han kører væsentligt for stærkt, vi ved, at han rammer en bil, kurer omkring 100 meter og så rammer et træ, så i første omgang ser det meget alvorligt ud, siger vagtchef Ehm Christensen.

Føreren i den modsatte bil var en kvinden på 28 år, og hun er sluppet for det alvorlige sammenstød uden skader. 

Onsdag aften kunne Fyns Politi ikke svare på, hvornår der skal foretages en afhøring af den 16-årige bilist. Indtil da foretager bilinspektører undersøgelser af bilen, han kørte i, for blandt andet at afgøre hastigheden ved uheldet. 

- Der er selvfølgelig en mængde overtrædelser af færdselsloven, og så er der også det, der hedder overtrældelse af straffelovens paragraf 252 om at forvolde fare for andres liv og førlighed, siger vagtchefen.

Om der var andre med den 16-årige i bilen, er endnu uvist, fortæller Ehm Christensen. 

- Da vi kommer frem er det kun føreren, der er tilstede i bilen. Nogle vidner har forklaret, at der skulle have siddet en passager i bilen også. Men vedkommende er i hvert fald væk, da vi kommer derud. 

- Derudover var bilen også afmeldt, så det vil sige, at der er en ejer af bilen, eller en tidligere ejer af bilen, som vi skal have snakket med. 

Vollsmose Alle har i nordgående retning fra Kildegårds Vej til Egeparkenindtil 13.45 været spærret, men Fyns Politi oplyser, at oprydningen er afsluttet og vejene igen åbne for trafik. 

 

Her skete ulykken: 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt