16 skudepisoder på fire år: - Politiet har svigtet os

16 gange har Fyns Politi de seneste fire år måttet rykke ud til Vollsmose på grund af meldinger om affyrede skud. Hos politiet holder man øje med udviklingen, men beboerne føler sig svigtede.

I Vollsmose var der torsdag eftermiddag en større politiaktion efter anmeldelse om flere skud afgivet i området. 

Og det var altså langt fra første gang, at politiet har måttet rykke ud i Odense-bydelen på grund af mistanke om eller episoder med affyrede skud.

quote Det kan aldrig være befolkningens ansvar at opklare forbrydelser.

Thomas Skov Jensen

Siden 2017 har der faktisk været 18 skyderier i Vollsmose. I to af tilfældene er der tale om flere skyderier på samme dag, og det giver en total på 16 skudepisoder. Skyderierne har især været centreret omkring Bøgeparken og Bøgetorvet.

- Jeg kan bekræfte, at der siden 2017 har været 18 tilfælde af skyderier i Vollsmose-området. De er ikke nødvendigvis forbundet med hinanden, og i et par af tilfældene er der tale om skyderier flere steder, og derfor tæller de for to, siger vicepolitiinspektør hos Fyns Politi Richard Jakobsen.

De mange skudepisoder er ifølge politiet blandt andet på grund af de mange grupperinger der eksisterer i bydelen, og i 2020 mistede 31-årige Abdinur Mohamed Ismail livet, efter at han blev offer for en af mange skudepisoder i bydelen, hvor forskellige grupperinger havde en skududveksling.

- Ikke befolkningens ansvar

Thomas Skov Jensen bor i Lærkeparken i Vollsmose, og til trods for de mange skudepisoder årene igennem føler han sig faktisk oftest tryg, når han bevæger sig rundt i området.

- De skyderier, der har været, har jo været om aftenen, og de har skudt mod hinanden og ikke mod civilbefolkningen, så jeg er ikke bange for at gå ude, det er jeg ikke, siger Thomas Skov Jensen.

Flere beboere har udtrykt deres bekymringer om de seneste skudepisoder på facebook.
Flere beboere har udtrykt deres bekymringer om de seneste skudepisoder på facebook.

Men holdningerne i samfundet er splittede, og kigger man diverse facebook-kommentarspor igennem til artikler eller videoer om bydelen, efterspørger flere, at der sker mere. Og hos Fyns Politi er man bevidst om, at netop Vollsmose er et svært område at efterforske i.

- Man skal have for øje, at det miljø, der er i Vollsmose, er et svært miljø at arbejde i. For det første, fordi ingen siger noget, og udover det har de skudepisoder, der har været, handlet om mange forskellige ting. Nogle har været banderelateret andre familierelateret, så det er utrolig svært, siger Richard Jakobsen.

Men den forklaring godtager Thomas Skov Jensen ikke.

- Det kan aldrig være befolkningens ansvar at opklare forbrydelser, siger Thomas Skov Jensen.

- Selvfølgelig skal man være behjælpelig, men det er enormt utrygt at stille sig frem som vidne, for de bandemedlemmer, der laver balladen herude, de bor her til dagligt, også når politiet er gået hjem. Så jeg forstår godt, det kan være ubehageligt at stå frem. Det handler altså ikke om at anmelde nogle for at have stjålet nede i Netto, det er ikke for sjovt.

Bøgeparken er centrum

De 16 skudepisoder fordeler sig rundt i flere dele af Vollsmose, og to af tilfældene foregik på flere lokationer, men især Bøgeparken og Bøgetorvet har været centrum for flere af episoderne.

Kort over skudepisoder i Vollsmose, klik på de røde felter for at læse mere:

Og netop området ved Bøgetorvet kan ifølge vicepolitiinspektøren defineres som et "hot spot".

- Bøgetorvet er meget centralt, og mange af personerne fra de forskellige grupperinger færdes der. Og det er også en af grundene til, at der kan ske konfrontationer derude. Vi er rigtig meget til stede derude og har fokus på området, forklarer Richard Jakobsen.

Spørger man dog beboer Thomas Skov Jensen, er der noget, der halter i forhold til politiets færden i området.

- De er jo tydeligvis ikke nok til stede, når ting som det her kan ske så mange gange. Om der skal flere patruljer til, det ved jeg ikke, men rent efterforskningsmæssigt er det kritisabelt, at der kan ske så meget. Vi er nok blevet lidt svigtet som beboere, siger Thomas Skov Jensen.

På facebook kan flere beboere i Odense-bydelen ses udtrykke deres bekymring for området
På facebook kan flere beboere i Odense-bydelen ses udtrykke deres bekymring for området

Hvad er løsningen?

Nogle efterspørger mere overvågning, andre frygter det vil skabe mere utryghed. Hos politiet er netop overvågning ét af mange redskaber, som kan tages op af værktøjskassen.

- Det er klart, det er et redskab, som vi har fokus på, og vi vurderer ofte, om vi skal have opsat flere tryghedsskabende kameraer, forklarer vicepolitiinspektør hos Fyns Politi Richard Jakobsen.

Men er kameraer vejen frem? På Facebook kommenterer en beboer, at kameraer ikke vil stoppe nogen, som har lyst til at skyde, men derimod give en falsk tryghed.

Hos Fyns Politi mener de dog også, at de over det seneste stykke tid har foretaget nogle fængslinger, der måske kan skabe mere ro i området.

- Vi har fængslet centrale personer i nogle af de her grupperinger og derved minimeret deres muligheder for at reagere. Sammenholdt med at vi forsøger at bryde fødekæden til grupperingerne, gør vi det også sværere for dem at hverve nye folk til de her grupperinger, fortæller Richard Jakobsen.