16.121 julehjerter til fordel for børnehjem

Over 16 tusind julehjerter blev flettet og samlet ind til fordel for Løkkehus Børnehjem og Døgninstitutionen Birkelund.

Hver weekend i december har fynboer fra nær og fjern kunne komme og flette julehjerter i juleværkstedet på Odeon. Man har også kunnet tage hjerter med, som man har flettet hjemmefra. 

Sidste år blev der flettet en 10 kilometer lang guirlande, som udløste 25.000 kroner til Julemærkehjemmene. I år er det så antallet af julehjerter, der bliver afgørende for, hvor mange penge der kan samles ind. I år blev der samlet ind til Løkkehus Børnehjem og Døgninstitutionen Birkelund. 

Ialt er der blevet lavet 16.121 julehjerter, men beløbet der doneres rundes op med en rund hånd fra både Sparnord, AV Centeret og Odeons personale. 

 

 

- Der har været så mange børn i hele december. I går kom der for eksempel en SFO med 3001 julehjerter, fordi der var et af børnene i deres klasse, som boede på børnehjem, siger Sara Ekknud, som er kulturchef hos Odeon. 

- Der er nogen, der er kommet ind med ét hjerte, og så er der nogen som ja, kommer med 3000. Det hele er bare med til at gøre en stor forskel, siger Sara Ekknud. 

Flere oplevelser til børnene

Og det er til stor gavn for børnene på børnehjemmene. 

- Vi kan give børnene nogle flere ting og nogle flere oplevelser, som alle andre børn måske også får. Vores børn får altså nogle sammenlignelige oplevelser med andre børn, siger Leif Steensen, forstander på Løkkehus Børnehjem. 

Beløbet som kommer til at gavne børnene, blev ikke kun 16.121 kroner. Oprindeligt havde Sparnord sagt, at de ville donere én krone per julehjerte, men de har rundet op til 20.000 kroner. Dertil kommer en donation på 5.000 kroner fra AV Centeret og en yderligere donation som Odeons personale havde samlet ind på 5.000 kroner. Dermed bliver der ialt 30.000 kroner til børnene på Løkkehus Børnehjem og Døgninstitutionen Birkelund. 

Oversigt

    Oversigt