17-årig fængslet i forbindelse med skudepisode nær skole i Odense

Politiet undersøger, om skudepisoden tirsdag aften hænger sammen med to sprængninger, der er sket i Odense inden for de seneste tre uger. 17-årig er blevet varetægtsfængslet i tre uger.

Politiet har anholdt en ung mand fra Aarhus i forbindelse med en skudepisode på Strandvejen i Seden i Odense tirsdag aften. Det oplyser Fyns Politi.

Klokken 21.13 fik politiet en melding om skud i Seden, og kort efter skuddene var blevet afgivet, blev den 17-årige anholdt af politiet.

Politiet er i gang med at undersøge, om skudepisoden hænger sammen med to sprængninger, der har været to forskellige steder i Odense inden for de seneste tre uger.

- Vi undersøger, om skudsagen her hænger sammen med de to hændelser, vi har haft med kanonslag, der er blevet sprunget foran to forskellige adresser i Odense, men det er for tidligt at konkludere på det, siger vicepolitiinspektør Claus Andkjær i en pressemeddelelse.

Tekniske spor undersøges

Politiet var tirsdag aften massivt til stede i et større område omkring Seden Skole og Fjordagerhallen i Odense.

Ifølge politiet er tirsdagens skudepisode ikke en del af bandekonflikten i Odense.

- Der pågår en efterforskning nu med henblik på at klarlægge det præcise hændelsesforløb for i aftes yderligere. Herunder taler vi med vidner og undersøger de tekniske spor, der er blevet sikret på gerningsstedet, siger Claus Andkjær.

Den 17-årige aarhusianer bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 11.30. Politiet oplyser ikke, hvad teenageren sigtes for, eller hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Opdatering
Den 17-årige er blevet varetægtsfængslet i tre uger frem til den 21. april, oplyser Fyns Politi tirsdag eftermiddag.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med skudepisoden.

Oversigt

    Oversigt