18-årig idømt fængselsstraf: Kørte vanvidskørsel på Lillebæltsbroen

Retten i Kolding idømte fredag en 18-årig mand fra Vollsmose i Odense 30 dages ubetinget fængsel for særlig hensynsløs kørsel.

Tilbage i april fik en motorcykelbetjent øje på en bil, som kørte meget stærkt på Taulovmotorvejen ved Fredericia i retnig mod Fyn. Nu er den 18-årige fører af bilen idømt 30 dages ubetinget fængsel ved retten i Kolding.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Motorcykelbetjenten foretog en hastighedsmåling, der viste, at den 18-årige kørte med 183 kilometer i timen, selv om han kørte på en strækning, hvor den tilladte hastighed var 110 kilometer i timen. 

Ville ikke standse

Den 18-årige ville ikke standse, da betjenten bad ham om det, og i stedet fortsatte han med uændret fart og foretog flere hasarderede overhalinger højre om på motorvejen. 

Efterfølgende fortsatte den 18-årige over Den Nye Lillebæltsbro. Her bremsede han pludselig kraftigt op og kørte med omkring 40 kilometer i timen, mens han forsøgte at gemme sit ansigt for betjenten i en trøje.

Umiddelbart efter Lillebæltsbroen kørte den 18-årige af på første afkørselsrampe. Mens bilen kørte ad afkørselsrampen til Jyllandsvej i Middelfart med en hastighed på cirke 40 kilometer i timen, kastede føreren sig pludselig om på bagsædet i håb om at motorcykelbetjenten ikke kunne fastslå, hvem der havde ført bilen.

Passageren trak håndbremsen

Passageren på passagersædet overtog kørslen, men endte til sidst med at trække håndbremsen. Passageren blev selv sigtet for at styre bilen fra passagersædet, og den sag vil blive behandlet selvstændigt på et senere tidspunkt.   

I retten forklarede den 18-årige, at han nægtede at have ført bilen. Retten fandt dog hans forklaring utroværdig, og på baggrund af motorcykelsbetjentens forklaring blev den 18-årige fundet skyldig i særlig hensynsløs kørsel.

Udover de 30 dages ubetinget fængsel, blev manden desuden frakendt førerretten ubetinget i 1 år, ligesom den anvendte bil blev konfiskeret. Den 18-årige modtog dommen.

Oversigt

    Oversigt