19-årig cyklede 4.500 kilometer sydpå - næste eventyr bliver "endnu vildere"
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Oliver Hvam fra Odense har brugt sit sabbatår på en cykeltur af den ganske særlige slags.
Lørdag den 6. april begav en ung fynbo sig ud på et eventyr af de helt store.
Oliver Hvam ville sætte sig op på sin cykel og begynde at træde i pedalerne - målet var Saharaørkenens røde sanddyner i Marokko.
En cykeltur på intet mindre end 4500 kilometer – kun afbrudt af en uundgåelig 30 kilometers færgetur over Gibraltarstrædet. TV 2 Fyn har fulgt ham på hans utrolige rejser og bringer under navnet "Oliver cykler til Sahara" en miniserie af hans rejse i tre afsnit.
Oliver Hvams eventyr startede på en lettere grå aprildag i den lille midtjyske by Børkop – meget langt fra Sahara. En dag, hvor det var svært at forestille sig de nordafrikanske himmelstrøg, som Oliver Hvam havde sat kursen mod.
Alligevel var der en spænding i luften, da Oliver Hvam havde inviteret sine TikTok-følgere til startevent hos Børkop Cykler. Den midtjyske cykelforretning havde valgt at sponsorere ham og derfor også at lægge rammerne til cykelturens start.
Oliver Hvam var dog i tvivl om, hvor mange der egentlig ville dukke op. Han havde ikke regnet med særlig mange.
- På tværs af mine sociale medier har jeg valgt åbent at invitere alle, der kunne være interesseret i at dukke op til min begivenhed, hvor jeg starter min cykeltur. Jeg ved ikke, hvor mange der kommer. Jeg håber bare, der dukker nogen op, sagde han.
Men bekymringen for, om nogen ville dukke op, viste sig at være overflødig, for til Olivers store glæde var hans følgere mødt talstærkt op, klar til at støtte ham og tage del i hans store eventyr – og få et billede med hovedpersonen.
Det var en opløftende overraskelse, der gav Oliver Hvam fornyet energi og mod til at tage fat på den lange rejse mod Sahara.
- Jeg var jo helt ærligt glad, hvis der bare var dukket en, to eller tre op. Jeg kan ikke engang sætte tal på det. Jeg havde frygtet, at der slet ikke var interesse i det.
Ikke hans første store rejse
Da Oliver Hvam den 6. april drog ud på sin hidtil længste rejse, var det kun næsten seks måneder siden, han kom hjem fra sit sidste store eventyr.
- Lige pludselig valgte jeg at springe ud i en lang gåtur. Ikke bare en tur på 100 kilometer. Jeg valgte i sommeren 2023 at gå fra min hoveddør i Odense og så bare gå afsted. Og før jeg vidste af det, to og en halv måned senere, stod jeg nede i Zagreb i Kroatien.
På 75 dage nedlagde Oliver Hvam i alt 12 forskellige europæiske lande. Den direkte vej til Zagreb er "kun" på lige knap 1500 kilometer og går kun gennem få lande, hvor størstedelen af ruten ville være i Tyskland. Han ville gerne opleve så mange lande som muligt.
Derfor omlagde han ruten, så den bragte ham gennem Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Schweiz, Liechtenstein, Østrig, Italien, Slovenien og til sidst Kroatien. En strækning, der endte med at være på 3.000 kilometer – dobbelt så langt som den direkte rute.
SoMe-stjerneskud
Det er tydeligt, det ikke kun er Oliver Hvam selv, der finder sine rejser interessante – det gør hundredtusindvis af mennesker på internettet også.
Når han tager måneder ud af sin kalender for at begive sig ud på sine mildest talt omstændelige rejser, er det altid med et kamera og en mobiltelefon i hånden, så han kan dokumentere og dele sine oplevelser.
Og det hitter, særligt på TikTok og Instagram, hvor han henholdsvis har 88.000 og 57.000 følgere.
- Det ligner at jeg giver folk blod på tanden til at gøre ting, de ikke vidste, de var i stand til. Det er den største ære, jeg kan få, siger Oliver Hvam.
Det hele startede i sommeren 2023, da han drog ud på sin færd mod Zagreb i Kroatien. På det tidspunkt havde han kun et par tusind følgere på de sociale medier – ikke ligefrem noget særligt.
På sin tur begyndte han at uploade små videoer til TikTok, mest for sin egen skyld og uden at forvente, at folk ville finde hans tur interessant. Men han tog fejl, og det skulle hurtigt vise sig, at rigtig mange mennesker gerne ville følge med på rejsen.
- Videoen, jeg uploadede på første dag, blev set mellem 80.000 og 100.000 gange. Så følte jeg lige pludselig, at der var noget omkring det, fortæller Oliver Hvam.
Videoerne var bare simple opdateringer fra turen. Han regnede dem ikke for noget særligt, men alligevel har hans videoer samlet mere end 30 millioner visninger.
- Mange kunne måske tænke, at jeg gør det for penge eller følgere, men det gør jeg ikke. Jeg startede min gåtur helt uden planer om at lave TikTok. Jeg havde tænkt mig at vandre 3.000 kilometer uden, at nogen udover min familie nogensinde skulle høre om det.
Modvind på cykelstien
Oliver Hvam kan skrive en masse nye gode oplevelser på cv’et, og han har mødt mange gode mennesker, som har hjulpet ham på sin rejse. Men rejsen har ikke altid været lutter lagkage, og han er stødt på en hel del udfordringer.
Særligt én ting har virkelig bekymret ham på turen til Sahara.
- I modsætning til mit tidligere eventyr er der et nyt element, som er ude af min kontrol, og det hedder min cykel. Hvis jeg er ude og vandre, er det mine egne fødder, der er problemet. Det er min egen krop, der begrænser mig. Her var der en cykel, og hvis den ikke ville cykle, så fortsatte turen ikke.
På trods af angsten for om cyklen kunne klare mosten eller i værste fald blive stjålet, har det ofte været mentalt, at de største kampe har fundet sted – heriblandt ensomhed.
- Jeg fandt alligevel mig selv sidde ved et bord, kigge på de høje bjerge og tænke for mig selv: "Hold kæft, hvor kunne det være fedt at sidde her med nogle venner. Hvor kunne det være fedt at dele det her med nogen," siger Oliver.
Om aftenen når Oliver Hvam ankom til det sted, han nu engang skulle være for natten, ringede han sammen med familie, kæreste og venner for at høre, hvordan det gik derhjemme og for at dele sine oplevelser.
Med målet i sigte
På dag 36 havde Oliver Hvam cyklet gennem Afrika i snart en uge. På sidste etape af turen kunne han begynde at se det røde, fine sand i horisonten. Han følte sig sikker på at nå i mål, men det havde han egentlig heller aldrig tvivlet på.
- Det jeg har lært af denne tur er, at jeg ikke skal undervurdere, hvad jeg kan. Når jeg planlægger min næste tur, har jeg ikke tænkt mig at gå på kompromis med om jeg kan gøre det, om det bliver for svært, eller om det er realistisk. Jeg vil gå til tingene med et åbent sind og tro på, at jeg kan.
Det tog 36 dage for Oliver Hvam at tilbagelægge 4.500 kilometer gennem Europa og Nordafrika. Gennem bjerge, regn og hagl trodsede han udfordringerne og opnåede noget, som de færreste på hans alder har gjort.
Næste eventyr bliver kun vildere
Nok er Oliver Hvam først lige kommet hjem fra sin månedlange cykeltur, men hovedet er allerede fokuseret på den næste rejse.
For nuværende ønsker han at holde kortene tæt om, hvor næste tur fører hen.
- Mit kommende projekt er allerede i støbeskeen, og denne gang bliver det endnu vildere og hårdere. Dog ikke hårdere af fysisk kaliber, men på en helt ny måde.