19-årige Nicklas vil spille høj musik i parken: - Vi skal have et sted at være

Nicklas Langer synes, der bør være et sted, hvor unge kan spille høj musik om aftenen, og han har et forslag til, hvor det skal være.

Munke Mose, Eventyrhaven og Ansgars Anlæg er alle steder, hvor unge mennesker opholder sig i sommermånederne. Ofte er sammenkomsterne ledsaget af en soundboks, der er kendetegnet ved at kunne spille højt med en stor bas.

Det har medført gentagne klager fra beboerne i området de senere år, og siden 2018 har det været forbudt at spille høj musik i de grønne områder mellem klokken 19 om aftenen og klokken 10 om formiddagen.

Men det er efterhånden ved at antage hysteriske dimensioner og ligner en hetz mod unge, der bare gerne vil hygge sig, siger 19-årige Nicklas Langer.

- Jeg synes, det er for dårligt, at vi unge ikke kan være noget sted uden at blive - jeg har svært ved at kalde det chikaneret, men det er det eneste ord, jeg kan finde for det - af de andre borgere, der bor her i Odense midtby, siger han og påpeger, at Odense er en studieby med mange unge.

- Jeg synes, at vi skal have et sted at være, hvor vi kan få lov til, efter skole, at drikke øl, drikke sodavand, spille fodbold, spille høj musik, uden det skal være et kæmpestort problem for de andre personer i Odense, siger Nicklas Langer.

Anerkender problemet - delvist

Søndag fortalte vi på TV 2 Fyn om nogle af de nærmeste naboer til Munke Mose, der fortæller om larm til langt ud på natten, så de må ringe til politiet.

Nicklas Langer kender godt til problematikken og har selv set det foregå, men det er et fåtal, der ikke efterlever reglerne, mener han.

- Der er nogle, der ikke kan finde ud af det og som skal te sig og spille vildt højt. Men jeg synes bare, det er ærgerligt, fordi der er nogle, der ikke kan opføre sig ordentligt, at vi andre ikke kan få lov til at være hernede og hygge os og have det sjovt.

Birgit Navne på 79 år bor på Filosofgangen, der grænser op til Munke Mose. Hun har gentagne gange været generet af larmen fra flere soundbokse, der spiller sent om aftenen, og hun har meget lidt forståelse for, at de unge ikke overholder reglerne.

- Jeg synes, det er respektløst, at de unge ikke skruer ned og følger reglerne, for det skal de. Det kan ikke være rigtigt, at vi borgere skal ned og bede dem om det, eller politiet skal tilkaldes. Det er da at holde både borgerne og politiet for nar, siger Birgit Navne.

Birgit Navne har ikke noget imod, at der er unge mennesker i Munke Mose om aftenen, men hvis støjen fra soundboksene fortsætter til ud på natten, håber hun, at der kommer et total forbud mod at spille musik.

Forbud mod musik var blandt de forslag, politikerne i By- og Kulturudvalget drøftede onsdag.

Kongens Have kunne være de unges have

Nicklas Langer er medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), og han har et forslag, han håber politikerne vil være lydhør overfor. Konkret foreslår han Kongens Have som et område, man kunne hellige de unge med høj musik til sent på aftenen.

- Der bor væsentlig færre mennesker der, end der gør ved Munke Mose, Eventyrhaven og Ansgars Anlæg. Og så lige præcis det sted ændrer man reglerne, der siger, at musikken skal stoppe klokken 19, og ændrer det til klokken 23 eller 24, så vi unge også kan få lov til at få en del af aftenen, halvdelen af natten med os, siger Nicklas Langer.

Birgit Navne har selv fysisk konfronteret de unge med for mange decibel i soundboksen i Munke Mose, og hun har ikke meget til overs for dem, der larmer mod reglerne.

Men Niklas Langers forslag om af flytte festen til Kongens Have synes hun godt om.

- Det ville være aldeles glimrende. Det synes jeg er en glimrende ide, siger hun.

Men flytter man så ikke bare problemet til et andet sted og generer nogle andre borgere end dig?

- Nej. Der bor jo slet ikke så mange mennesker tæt på Kongens Have, som der gør her (ved Munke Mose, red.). I Kongens Have har de masser af larm i forvejen med letbane, og hvad ved jeg. Der ligger Stiftstidende, og dem på slottet er jo gået hjem, så der generer de unge ikke på sammme måde, siger Birgit Navne.

Oversigt

    Oversigt